Harridslev

Liberal Alliance Randers ”Vi kan ikke bakke op om Venstres kurs”

Anders Burlund, spidskandidat for LA i Randers Kommune. Pressefoto.

Debatindlæg af Anders Burlund, spidskandidat for LA i Randers Kommune.

Liberal Alliances spidskandidat til kommunalvalget Anders Burlund opfordrer Venstre samt borgmester Claus Omann Jensen til at trække beslutningen om ekspropriation i Harridslev tilbage. Liberal Alliance Randers lægger dermed op til, at Venstre helt dropper ekspropriationssagen og henviser i stedet til at Venstre finder en løsning, der ikke indbefatter ekspropriation.

”Claus Omann og Venstre kæmper helhjertet for Kraftcenter Korshøj, og det er fint, men vi kan ikke se fornuften i at krænke den private ejendomsret for at bygge fodboldbaner. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi kraftigt opfordrer Venstre til at ændre deres holdning til ekspropriationen. ” – Anders Burlund, Spidskandidat for Liberal Alliance.

Venstres borgmester udtalte i Randers Netavis d. 9./5., at man var klar til at ekspropriere men at det var en svær balancegang, samt at alle muligheder skulle afsøges inden man går i gang med en ekspropriationssag. Men så vidt ønsker Liberal Alliance ikke at det skal komme. De opfordrer nu i kraftige vendinger Venstre til at droppe ekspropriation som en mulig løsning.

”Vi ønsker klart at Venstre kommer til fornuft, og fremlægger et alternativ til ekspropriationen. I stedet for at bruge midler på tvangsopkøb af privat ejendom, kunne man bruge midlerne på at renovere klubhuset ved fodboldbanerne i Albæk. Det er et godt alternativ til den kurs mod ekspropriation Venstre nu er trådt ind på, en kurs vi på ingen måde kan støtte op om.” – Anders Burlund, Spidskandidat for Liberal Alliance.

Liberal Alliance Randers har endnu ikke meldt ud hvilken borgmesterkandidat de peger på efter kommunalvalget i november.

Kommentarer