Samfund

Lene reddede sin mand liv – nu nomineret som Årets Førstehjælper 2019

Lene Nørgaard og Henrik Nørgaard. Foto: Alberte Damgaard Pedersen

Lene Nørgaard fra Randers er nomineret til Årets Førstehjælper 2019. Prisen overrækkes den 4. april af Røde Kors i samarbejde med Aleris-Hamlet.

43-årige Lene Nørgaard, 26-årige Martin Nordstjerne fra Næstved og 25-årige Julie Sørensen fra Odense er de i alt tre nominerede som alle sammen har reddet liv med førstehjælp. Vinderen modtager en check på 10.000 kroner.

Det er fredag aften, og 43-årige Lene Nørgaard glæder sig til en weekend med fødderne oppe med sin mand Henrik og deres to børn. Men hyggen bliver pludseligt afbrudt. Henrik får hjertestop, og med førstehjælp lykkes det Lene at redde hans liv.

Først tror Henrik, det er maveonde, og han kaster op. Men det begynder at snurre i armene, og derfor vil Lene have ham til vagtlægen. På vej ind i bilen falder han om. Hun griber ham, og med vagtlægen i røret udfører hun hjerte-lunge-redning.

Vagtlægen tilkalder en ambulance, som kommer efter 15 minutter. I al den tid udøver Lene livsredende førstehjælp, og derfor er hun nomineret til Årets Førstehjælper 2019, som Røde Kors uddeler i samarbejde med Aleris-Hamlet.

På Skejby Sygehus ligger Henrik i kunstigt koma i seks dage, inden han vågner op. Han er meget afkræftet da han vågner, og i dag er han stadig ved at genoptræne både krop og hukommelse. Men han er i live, og det kan han takke Lene for.

Fakta om hjertestop:

Hvert år falder 4.000 danskere om med hjertestop.

Tal fra Dansk Hjertestopregister (2016) viser, at i 68% af tilfældene bliver der udøvet førstehjælp. I 2001 var det kun 19%. Dermed får mere end tre gange så mange livreddende førstehjælp i dag.

75% af alle hjertestop sker i hjemmet. Her er overlevelsesraten kun ca. 7%, mens den i det offentlige rum er oppe på ca. 22%, fordi flere her griber ind med førstehjælp. (Dansk Hjertestopregister 2016)

For hvert minut der går, hvor der ikke ydes førstehjælp ved hjertestop, falder overlevelseschancen med 10%. Dermed står en person i princippet ikke til at redde, hvis der ikke er givet førstehjælp inden for 10 minutter.

Chancen for at overleve stiger med op til 400%, hvis der gives hjerte-lungeredning, inden ambulancen når frem. (Dansk Hjertestopregister 2016)

Kommentarer