Ledige seniorer får mærkatet ”overmodne”
I dele af branchen for jobrekruttering er de lidt for ivrige med at vælge seniorer fra mener Senior Erhverv Kronjylland, hvilket kan virke uforståeligt i en tid med mangel på arbejdskraft.
”Når vores medlemmer, der alle er 50+, kommer til samtale, har det stor betydning, hvilken alder intervieweren har. Har begge parter cirka samme alder, er det nemmere at kæmpe sig til jobbet. Er der derimod stor aldersforskel, bliver det vanskeligere,” fortæller Leif Fris Petersen, formand for Senior Erhverv Kronjylland.
”Hos Senior Erhverv Kronjylland oplever vi hver dag besøg af velkvalificerede og nysgerrige seniorer som fortjener en chance,” siger formand Leif Fris Petersen.
Er man selv jobsøger over 50 år, er der mulighed for at besøge det lokale Senior Erhverv i Randers til åbent hus onsdag 9. marts. Her kan besøgende få oplysninger om netværkets kontakter med virksomheder i det kronjyske område og om muligheden for at deltage i kurser og personlig coaching.
”Men vi kan godt blive flere,” siger Leif Fris Petersen. ”Derfor holder vi en særlig introduktionsdag for nye medlemmer onsdag 9. marts kl. 10-14.”
Arrangementet holdes på Dannevirkevej 20, 8930 Randers NØ.
Programmet i Senior Erhverv består af besøg på virksomheder, at få peppet ansøgninger, CV og profilfotos op, dele tips til den personlige præsentation og være synlig på de sociale medier.
Kommentarer