Ledertalenter til skolestillinger i nyt uddannelsesforløb

Randers Kommune vil forsøge at komme udfordringerne med at finde egnede skoleledere til livs, med et otte måneders uddannelsesforløb.
Folkeskoler oplever landet over at det kan være svært at finde egnede kandidater til skolelederstillinger, som derfor i mange tilfælde står ubesatte i alt for lang tid. Det vil man forsøge at sætte en stopper for i Randers Kommune, hvor ledertalenter vil blive tilbudt et uddannelsesforløb, hvor fokus er på at udvikle kompetencerne til at varetage lederstillinger i fremtiden.
– Formået er at styrke rekrutteringen til skoleledelsen i Randers Kommune. Som i så mange andre kommuner har det været en udfordring at få besat skolelederstillinger, og derfor sammensatte vi et program for ledertalenter på området, fortæller rekrutteringskonsulent Rebecca Abl Jørgensen til DkNyt.
Uddannelsesforløbet vil blandt andet foregå på VIA i forbindelse med et ledelsesmodul, samt coaching-samtaler, mentorordning og en personlighedstest med fokus på styrker og udviklingsområder. Derefter håber man at de ny uddannede ledere vil søge stillinger med ledelsesansvar inden for organisationen.
Det første hold har netop fået overrakt deres i alt 12 eksamensbeviser, og af dem er en allerede blevet viceskoleleder, mens flere andre har fået forskellige former for ledelsesansvar på deres arbejdspladser, oplyser kommunen.
Efter sommerferien vil Randers Kommune gennemføre et lignende forløb for ledertalenter, hvor det også er muligt for pædagoger fra dagtilbudsområdet og socialrådgivere at deltage.
Kommentarer