Lars Michael Madsen, Direktør på Tradium, fylder 50 år
Lars Michael Madsen har viet det meste af sit arbejdsliv til de erhvervsrettede uddannelser.
Han begyndte for knap 20 år siden som kvalitetschef på Randers Tekniske Skole og hans evne til at forene resultater og relationer bragte ham videre til blive uddannelseschef og senere direktør på skolen. Det var også på denne post, at han snart 10 år siden var med til at skabe Tradium, der er et uddannelsesmæssigt kraftcenter, som udbyder en lang række ungdoms-, voksen- og efteruddannelser inden for det merkantile og tekniske område: hhx, htx, eux, eud og AMU i Randers, Hobro og Pederstrup.
På Tradium har Lars Michael først været vicedirektør og de seneste tre år administrerende direktør. Han har sat et solidt aftryk i uddannelsessektoren og er netop blevet i den verden, fordi han er meget optaget af, hvordan uddannelse både flytter det enkelte menneske og gør en stor forskel for hele samfundet. Han finder stor mening i at være med til at bidrage til, at andre får et ståsted og får en platform at komme ud i livet på, og bliver dannet med et erhvervsrettet fokus.
Samtidig har han også været optaget af sin egen rejse som leder, fra at være faglig leder til at være med til at sætte den strategiske kurs og få et direktionsansvar og være med til at udvikle hele organisationen. Han deltager selv på udviklingsforløb med virksomhedens ledere og tror meget på, at det virker bedst at udvikle sig sammen.
Lars Michael Madsen er især kendt for sine evne til at kunne begå sig i den politiske verden, og han trives med at være i spændingsfeltet med kompleksitet og mange interessenter og få flere perspektiver til at hænge sammen. Han er god til at få bragt de rigtige mennesker sammen om bordet og få dem til at se den samme vej. Det ses fx i den måde, hvorpå Tradium samarbejder med både kommuner, UU, virksomheder og jobcentre, og her er der fx i Randers hele tiden nye måde at samarbejde på, som andre kommuner kigger misundeligt efter og som er med til at gøre de erhvervsrettede uddannelser top of mind i lokalsamfundet.
Han er også medlem i Rotary Randers samt Virksomhedsledergruppe 33, er udnævnt til Randers Ambassadør, bestyrelsesmedlem af Erhvervs Randers samt Mentiqa Nordjylland.
Selvom Lars Michael står i spidsen for en stor skole, der bliver set som en vigtig spiller på egnen, forvalter han sin position med ydmyghed. Han lægger vægt på, at selvom skolen er stor, er der ikke noget, der er større end mødet mellem den enkelte underviser og eleverne. Han tror på, at det er ansigt til ansigt relationen, der gør en forskel.
Ved hele tiden at være i tæt dialog med medarbejdere og elever bliver han klædt på til at fortsætte sin utrættelige kamp for de erhvervsrettede uddannelser. Han nyder bl.a. muligheden for at møde hver enkelt medarbejder, og inviterer dem altid på morgenkaffe, når de har jubilæum, hvor han gerne lytter til deres indsigter i, hvordan noget kan gøres bedre. Han prioriteter også at hilse på de elever, der stiller op i DM i skills, og kommer personligt og hepper på den under konkurrencerne. Han er også trofast deltager ved gymnasiernes translokationer og sætter stor pris på at opleve, når de 250 huer bliver kastet og være med til at sende de unge mennesker videre af sted i livet.
Den runde dag fejres under private former.
Kommentarer