112

Lars Kragh sagen: Broderen afgav torsdag forklaring i retten

Det var uhyggelige og brutale detaljer, som kom frem på anden dagen af nævningesagen mod Lars Kragh, som er tiltalt for at have slået sine forældre ihjel med en økse.

Statsobducent og professor i retsmedicin Lene Boel, forklarede om fundet af forældrene i den bil, som Lars Kragh havde transporteret dem i.

Hun forklarede også i detaljer om de fund, som retsmedicinerne havde konstateret under obduktionen. Konklusionen var, at begge forældre var blevet dræbt af de slag, som de havde fået af sønnen med øksen. En af de juridiske dommere, Nikolaj K. Andersen ville vide, hvor lang tid de to ofre har været i live efter de voldsomme slag med øksen. Lene Boel vurderede, at det kun var i få minutter.

Forinden var Lars Kragh’s bror, Thomas Kragh indkaldt som vidne i sagen. Han fortalte blandt andet at han og Lars var opvokset i et godt og trygt familiemiljø.

– Det var en kernefamilie hvor man hjælper og støtter op om hinanden. Der har aldrig været vold, men vi kunne godt få en røvfuld hvis vi ikke var ordentlige, sagde Thomas Kragh.

Han karakteriserede forholdet til Lars som godt og tæt.

Lars Kraghs anstrengte forhold til forældrene skyldtes primært en episode fra 2014, hvor forældrene fik ham tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling i Risskov. Her fik han diagnoserne PTSD, skizofreni og psykotisk.

Den pågældende dag blev Thomas Kragh ringet op af sin mor, som fortalte, at hun havde alarmeret politiet, fordi lillebroderen havde opført sig truende over for sin far.

– Lars havde bedt min far om at fjerne et dyr fra væggen, men min far havde sagt, at der ikke var noget dyr. Derfor blev han truende overfor faderen. Da jeg kom over til forældrene, så jeg Lars i haven, hvor han stod og røg. Han forsøgte at stikke af, da politiet kom, men blev pacificeret af seks kampklædte politifolk, som gav ham peberspray. Senere blev han iført en spændetrøje, fortalte Thomas Kragh.

– Ved tvangsindlæggelsen var han ikke længere den god gamle Lars, understregede Thomas Kragh.

Som Randers Netavis kunne fortælle i tirsdags blev Lars Kragh udskrevet allerede dagen efter. Ud fra den kendsgerning havde Thomas Kragh forståelse for, at Lars Kragh opfattede udskrivelsen som bevis for, at der ikke var noget galt med ham.

Indlæggelsen resulterede i, at Lars Kraghs virkelighedssans blev sådan, at politiet ville slå ham ihjel, og at forældrene kun arbejdede på at få ham tvangsindlagt, forklarede Thomas Kragh de seks nævninge og tre juridiske dommere.

Sidste gang Thomas Kragh havde kontakt til sin bror var i 2015, hvor han hentede ham i lufthavnen i Hamborg.

– Under turen fortalte Lars, at han havde set UFO’er, dyr som kom ud af kroppen, og han talte med mennesker, som ikke var der, beretter Thomas Kragh.

Under turen fra Hamborg fandt Thomas Kragh ud af, at der især var tre ting, som Lars ikke ville tale om. Det var politiet, forældrene og behandlersystemet.

– Lars bliver meget vred under køreturen, og virker nærmest truende. Derfor gjorde jeg det klart for ham, at hvis ikke han slappede af, ville han blive sat af ved næste afkørsel. Så begynder han at græde og spørger: Hvad skal der blive af mig?

Thomas Kragh kører herefter broderen til sit sommerhus, hvorfra han forsvinder for familien.

Mens broderen afgiver forklaring kigger Lars Kragh stift ned i bordet foran sig, mens han hovedrystende mumler et eller andet uforståeligt.

Anklager Birgitte Ernst spurgte, om han havde forestillet sig, at lillebroderen kunne finde på at angribe forældrene, svarede Thomas Kragh benægtende.

– Jeg har aldrig troet, at han kunne finde på sådan noget. Da Lars fik sin PTSD-diagnose, fik vi at vide, at det kunne udarte sig på forskellig vis. Men udgangspunktet for Lars var, at det var en beskyttende PTSD, altså at han reagerede ved at beskytte sine nærmeste. Jeg havde aldrig kunnet forestille mig, at han kunne gøre det her, oplyste Thomas Kragh.

Efter afhøringen forsøger Randers Netavis at få en kommentar fra Thomas Kragh. Han ønsker ikke selv at besvare spørgsmål, men henviser til sin gode ven Peter Lundberg, som også kendte forældrene Jørgen og Kirsten Kragh.

Peter Lundberg og Lars Kraghs pårørende i retssalen havde bemærket, at Lars Kragh ikke på et eneste tidspunkt havde øjenkontakt til trods for, at Thomas Kragh flere gange forsøgte.

– Vi talte om det, og vi er overbeviste om, at Lars har dårlig samvittighed, og derfor ikke kan se familien i øjnene.

Overfor Randers Netavis understreger Peter Lundberg samtidig, at Thomas Kragh for længst har tilgivet sin lillebror, for det han har gjort.

– Det var jo ikke den gode gamle Lars, som gjorde det. Men det var den syge Lars!

Læs også: Voldsomheden om drabene kom frem

Læs også: Fakkeloptog for familien i Uggelhuse

Kommentarer