Langå

Langå Sparekasse har fordoblet overskuddet

Langå Sparekasse har overskud i kvartalsregnskabet.

På trods af umiddelbart flotte resultater er direktøren i Langå Sparekasse ikke helt tilfreds. Han ønsker et større overskud på bankdriften og en bedre balance mellem indlån og udlån. Det skriver Finanswatch. 

Langå Sparekasse har i år haft et stort overskud. Resultatet er steget fra 2,4 mio. kr. for første halvår i 2015 til 5,4 mio. kr.  Men selvom banken kan fremvise flotte tal, slår direktør Morten Vagnø koldt vand i blodet:

 “Vi er selvfølgelig tilfredse med, at bundlinjen går markant frem. Men jeg vil også være ærlig og sige, at den basale bankdrift er presset,” siger Morten Vagnø til Finanswatch.

Det er nemlig på kursreguleringer og ikke basisdriften, banken tjener sine penge, og det kunne direktøren godt tænke sig at lave om på.

“Man kan sige, at et overskud er selvfølgelig et overskud. Men det er klart, at jeg hellere så, at en større andel kom fra basisindtjeningen,” siger han.

 

Nyt filial i Randers

Der er en ubalance mellem indlån og udlån, det skaber et manglende indtægtsgrundlag, når den høje konverteringsaktivitet fra første halvår i 2015 stopper.

“Vi slår dørene op for en ny filial i Randers, hvor vi håber at få nye private kunder. Det er en del af vores nye strategi,” siger Morten Vagnø til Finanswatch og fortæller, at Sparekassen gerne vil tættere på kunderne.

Sparekassen har et udlån på 303,9 mio. kr. Det giver 16,7 mio. kr. i nettorente- og gebyrindtægter, et faldt på 1,6 mio. kr. sammenlignet med sidste år.

“Vi har et udlån, der står fuldstændig stille. Og så bliver marginalen på renten fortsat presset ned,” siger sparekassedirektøren.

“Vi skal lave en stabil basisforretning. Og så kan kursreguleringer gå begge veje, men fremadrettet håber jeg, at overskuddet består af en større del fra basisforretningen,” siger Morten Vagnø. Det håber han, at bankens nye filial i Randers kan hjælpe til med. 

Kommentarer