Langå Skole fik 10 nye adresser
Langå Skole går fra én til hele 10 adresser. Det fejrede elever og lærere med en motionstur torsdag den 15. september. Den tidligere Skolevej blev omdøbt til Vennevej.
Kolonihaver, danske institutioner og virksomheder får i disse år nye adresser, så det bliver hurtigere og lettere for politi, beredskab, postvæsen og almindelige borgere at finde vej.
Blandt andet Langå Skole har fået flere adresser i forbindelse med indførelsen af de nye adresseregler i Danmark. Både elever og lærere fejrede det en smuk septemberdag ved at løbe ud af klasseværelserne og rundt til skolens nye adresser via en app.
– Det er vigtigt, at eleverne får kendskab til alle skolens nye adresser, hvis de for eksempel en dag får brug for at ringe 112, fortæller Arne Wang, der er skoleleder på Langå Skole.
Nyt navn
Langå Skole havde tidligere adresse på Gydevej. Med adresseændringen får skolevejen et helt nyt navn, Vennevej. Navnet er fundet ved en konkurrence blandt forældre og elever.
– Vi øjnede en chance for at skabe opmærksomhed og ejerskab til de nye adresser ved at udskrive en konkurrence om et nyt vejnavn, som bliver skolens hovedadresse. Det nye vejnavn symboliserer én af skolens vigtigste værdier, nemlig venskaber, siger Arne Wang.
Fakta om adresseændringer
Nye adresser bliver fremover skrevet ind i et fælles register, DAR (Danmarks officielle adresseregister). Når adressen er blevet oprettet i DAR, kan den få minutter senere ses på www.danmarksadresser.dk, hvor alle frit kan trække på de opdaterede adresseoplysninger.
Det betyder, at offentlige myndigheder, virksomheder, Post Danmark og forsyningsselskaberne ikke længere behøver at vedligeholde deres kunders adresser og opdatere dem.
Kommentarer