Langå Rideklub vært for talentsamling for unge militaryryttere
Unge ponyryttere, der drømmer om at ride DM eller NM, får nu mulighed for særdeles kyndig undervisning, når holdkaptajn i military Sally Schlichting afholder talentsamling hos Langå Rideklub.
Talentsamlingen finder sted Skærtorsdag d. 13. april, hvor der vil være fokus på både dressur og terrænspringning, ligesom der er mulighed for at få en personlig samtale med Sally vedrørende stævneplanlægning og ambitioner.
Dagen starter med at ryttere og holdkaptajn mødes på Langå Rideklub. Hver rytter rider et militaryprogram for en dressurdommer, for derefter at blive vejledt i hvordan øvelserne kan forbedres.
Derefter er der frokost for alle, hvor Sally fortæller om, hvad der kræves for at komme med på bruttoholdet eller blive landsholdsrytter.
Om eftermiddagen rides der terrænspringning på Terrænbanen i Langå ved Steffan Brems.
Hele dagen vil der være mulighed for en samtale med Sally Schlichting om ambitioner og stævneplaner.
Kommentarer