Langå: Borgermøde om botilbud
Randers Kommune inviterer til dialog med borgere i Langå om et kommende botilbud i Bredgade 8 i Langå. Derfor afholdes borgermøde tirsdag 29. juni kl. 17.30-18.30 i Kulturhuset i Langå, Bredgade 4.
Randers Kommune har gennem de senere år oplevet en stigning i voksne borgere med autisme, der har brug for et botilbud. Byrådet i Randers Kommune har som led i budgetvedtagelsen 2019-22 besluttet, at afsætte midler til etablering af et nyt botilbud til voksne med autismediagnoser med tilhørende dagtilbud i Langå i de gamle plejeboliger på Bredgade.
Det er planen, at tilbuddet i Langå skal starte i løbet af januar 2022. Derfor går et renoveringsarbejde af bygningerne i gang fra sommeren 2021.
På borgermødet vil ideer og tanker omkring det kommende botilbud blive præsenteret af Mads Andreasen, Centerleder børnehandicap og autisme og Poul Bloch, tilbudsleder af tilbuddet i Langå.
“Vi glæder os til at blive en del af fællesskabet i Langå, og at de borgere, der kommer til at bo i botilbuddet, også kan blive en del af Langås lokalsamfund. Samtidig er Langå godt placeret i forhold til offentlig transport til uddannelse, beskæftigelse og sociale aktiviteter i både Randers og Århus,” siger Poul Bloch.
De kommende beboere på botilbuddet i Langå har behov for tryghed og et overskueligt miljø. Det ser både Poul Bloch og Mads Andreasen nogle unikke muligheder for at skabe i Langå.
“Derfor ønsker vi at indgå i dialog med borgere i Langå om dette nye tilbud og betydningen for lokalområdet,” siger Mads Andreasen.
Kommentarer