Harridslev

Landsbyklyngen Kronjylland holdt fællesmøde i Mellerup

Se billedserie

Torsdag aften havde bestyrelsen for Landsbyklyngen Kronjylland inviteret til fællesmøde i Mellerup Efterskoles festsal. Her skulle de fire afholdte møder evalueres.

Fra de 13 involverede landsbyer var kun 31 af i alt 6.551 borgere mødt. En af årsagerne var givet, at der samtidig var en del øvrige arrangementer samtidig.

Det er netop en væsentlig opgave for klyngesamarbejdet, at arrangementerne i de 13 landsbyer bliver bedre koordineret, så der ikke afholdes flere interessante arrangementer samtidig.

Formand Ole Horsager Clausen bød velkommen, hvorefter han bad deltagerne deltage i ét minuts stilhed til ære for Jørgen Møller, som i denne uge pludselig er afgået ved døden. Han var én af initiativtagerne til skabelsen af Landsbyklyngen Kronjylland.

Ole Horsager Clausen oplyste, at der på de fire foregående møder havde deltaget omkring 200 borgere fra klyngeområdet. Det antal er bestyrelsen godt tilfreds med, og betragter det som en opbakning til klyngearbejdet.

Randers Kommunes erhvervs- og udviklingschef Dennis Nielsen forklarede, at Randers Kommune i 2015 dannede et egentlig landdistriktsudvalg. Dette udvalg er årsagen til, at landdistrikterne er meget højt på dagsordenen.

– Udgangspunktet for politikerne er, at de gerne vil hjælpe de steder, hvor borgerne selv vil. Byrådet er derfor klar til at smøge ærmerne op, og klar til at tage fat, når det sker i en dialog med borgerne, forklarede Dennis Nielsen.

– Når en række borgere henvender sig til os, så smider vi gerne det vi har i hænderne, og prøver på at hjælpe. Det kan være ønsket om et busstoppested, en bålplads, en legeplads eller en cykelsti, så vil vi også gerne hjælpe med det, påpegede erhvervs- og udviklingschefen.

Dennis Nielsen lagde ikke skjul på, at kommunen ofte må stille sig det spørgsmål, om borgernes ønsker er realistiske.

– Vi kan f.eks. ikke plastre Randers Kommune til med velfungerende forsamlingshuse, der er i tip-top-stand. Der er trods alt en pengekasse, som vi skal tage hensyn til pointerede Dennes Nielsen, som samtidig mener, at politikerne gerne lytter til borgerne, hvis de i et område er enige om et projekt.

Konsulent Jeanette Lund præsenterede tilhørerne for en række slides, hvor hun på baggrund af de fire borgermøder havde fra sammenfattet det, som beboerne synes er hhv. styrker, svagheder, muligheder og trusler for de 13 byer i Landsbyklynge Kronjylland.

Det fremgik også, at landsbyerne bl.a. skal blive bedre til at bakke op om hinandens arrangementer og byde tilflyttere velkommen. Desuden var der fremkommet konkrete forslag til fælles aktiviteter.

I øjeblikket foretages en spørgeskemaundersøgelse som er sendt ud til samtlige borgere i klyngens område. Denne undersøgelse skal efterfølgende medvirke til bl.a. at kortlægge hvilke behov og ønsker, som borgerne har, og hvor Landsbyklyngen Kronjylland evt. kan fastsætte mål og visioner.

I august nedsættes der forskellige aktivitetsgrupper, og i efteråret planlægges endnu et borgermøde.

Henover vinteren skal aktivitetsgrupperne fremkomme med input til en udviklingsplan, som skal præsenteres i juni måned 2018.

I pausen præsenterede forstander på Mellerup Efterskole Anne Dahl Iversen skolens Gadeorkester. De musikalske elever viste, at de alle har rytme og musik i årerne. De fik musik ud af alle de forhåndenværende remedier. Således blev der spillet på vandspande og ølflasker, men også traditionelle instrumenter som trompet og saxofon.

Landsbyklynge Kronjylland tæller landsbyerne Lem, Gimming, Harridslev, Tjærby, Vestrup, Albæk, Østrup, Støvring, Lindbjerg, Linde, Mellerup, Skalmstrup og Tvede.

Kommentarer