Fem nye projekter indstillet til LAG-støtte
Fem projekter er efter seneste ansøgningsrunde indstillet til støtte fra LAG Randers-Favrskov
Projekterne har en samlet sum på 4.511.016 kroner, og LAG Randers-Favrskovs puljer finansierer 1.175.000 kroner. Derudover indgår der frivilligt arbejde, egen finansiering og andre fonde/puljer i den samlede sum. Tre af projekterne har en direkte jobskabende effekt, og det er håbet, at der skabes 3-4 fuldtidsarbejdspladser. Derudover er der givet tilsagn til Voldum og Lem forsamlingshus som vil arbejde med at sikre gode rammer omkring aktiviteter i landdistriktet.
Kommende ansøgningsfrister i 2016 er 20. april og 14. september. Kontakt koordinator Mette Risager for råd og sparring.
Der er generalforsamling i LAG Randers-Favrskov mandag 11. april. Generalforsamlingen afholdes på Ådalen Retræte ved Ålum.
De nye projekter
Galleri Molevit i Fussingø/Ålum skal udvides, og der etableres en ny indgang og et handicaptoilet. De nye muligheder vil øge omsætningen, og faste åbningstider vil give flere besøgende, og bibeholde en arbejdsplads. Projektets samlede sum er 430.042 kroner. LAG støtter med 150.000 kroner.
I Lem Forsamlingshus (billedet) er det planen at oprette en borgercafé og en børne-unge café. Det har været for omkostningstungt at holde huset åbent, men der er meget stor interesse for at starte nye aktiviteter. Projektets samlede sum er 1.658.246 kroner. LAG støtter med 50.000 kroner og Randers Kommunes LAG-pulje støtter med 250.000.
Derudover går støtten i denne omgang til ”Nye Publikumsfaciliteter på Bidstrup Hovedgård (Favrskov)” – samlet sum: 874.836 kroner. heraf LAG-støtte på 350.000 kroner. Udvikling af ”My Wall Design” – indretningsbutik i Langå til en samlet sum af 150.000 kroner, LAG-støtte: 75.000 kroner. Endelig er en opgradering af Nielstrup Forsamlingshus, Voldum på listen. Samlet sum: 1.272.892 kroner, LAG-støtte: 100.000 kroner plus Favrskovs Kommunale LAG pulje: 200.000 kroner.
Kommentarer