Læserbrev: Alle skal have et værdigt ældreliv
Af Charlotte Broman Mølbæk, Folketingskandidat og byrådsmedlem for SF Randers
Alle skal have et værdigt ældreliv
Der er nok andre end mig, der så indslaget om Huset Nyvang den 28. februar på TV2 Østjylland. Det var decideret pinligt. Her kunne pårørende til demensramte borgere fortælle om hvordan, det, der ellers var brandet som “fremtiden plejehjem”, på ingen måder levede op til, hvad man kunne forvente. At der slet ikke var det liv omkring kiosken, bageren og fælleslokalerne, som der var blevet lovet. At de mange flotte visioner, der bakker så fint op om de flotte rammer på Nyvang slet ikke lever op til den virkelige verden, med al for stor udskiftning af personale og for få varme hænder.
Det kom blandt andet frem, at der kun er 2 personaler på arbejde til 60 beboere om natten. Det er helt uacceptabelt. Nu er jeg ikke ekspert på omsorgsområdet, men det er da nærmest almen viden, at demensramte ofte vender om på nat og dag og er yderst aktive.
Igen er der en sag i pressen om, at Randers Kommune ikke formår at løfte en velfærdsopgave ansvarligt. I en tid hvor vi konstant snakker om, at penge kun kan bruges en gang og om at få pengene til at række langt, så glemmer vi helt at snakke om retten til en værdig alderdom. En alderdom, hvor man ikke bare opbevares i flotte rammer fyldt med nullermænd, og en hverdag uden aktiviteter.
Det er ikke ansvarlighed for SF. For vi vil tage ansvar for, at ældre også sikres en værdig alderdom. Det er en af grundene til, at vi ikke kunne stemme for budgettet i efteråret, for det indebar en stor nedskæring på vores ældre borgere.
Gang på gang er de partier, der står udenfor budgettet blev beskyldt for ikke at ville tage ansvar. Her vil jeg minde jer alle om, at denne her frygtelige sag, kommer på et tidspunkt hvor besparelserne på ældreområdet ikke engang er udmøntet endnu.
Det er kun toppen af isbjerget. De såkaldte ansvarlige budgetpartier(Socialdemokratiet, Venstre, DF og Konservative) har nemlig vedtaget et budget, der skærer på alle velfærdsområder og på ældreområdet med over 60 millioner kroner. Så jeg frygter for, hvornår den næste sag lander i pressen. Det er pinligt, at vi konstant brander Randers med nedskæringer, men det er endnu værre for de borgere som betaler prisen.
Socialdemokraterne skrev i deres budgetforslag i 2017: “De ældre, pårørende og medarbejderne har krav på værdige forhold og et godt arbejdsmiljø, der ikke er nedslidende”. Den udtalelse hænger meget lidt sammen med den store nedskæring socialdemokraterne vedtog på ældreområdet. For der er problemer med arbejdsmiljøet på Nyvang, ligesom det desværre også er almindeligt, at de ansatte i ældreplejen og på plejehjem slet ikke kan følge med de mange opgaver. Det bliver kun værre med det budget, der garanterer mindre tid og nærvær i opgaverne med de ældre.
Det er tid til, at politikerne tager ansvar for, at deres handlinger hænger sammen med det, de lover, når de er i valgkamp. At presset på den offentlige sektor er for stort, og vi svigter alt for mange borgere. En værdig alderdom skal prioriteres af ansvarlige politikere. Det gælder både lokalt i kommunerne som på landsplan.
Kommentarer