Læserbrev: Daka og fremtiden

Af Anker Boje, Byrådsmedlem Randers Kommune, Socialdemokratiet
Det er altid dejligt når det arbejde man udfører giver positive resultater, det er Daka et godt eksempel på.
Der har igennem de sidste par år været en lille gruppe af naboer til Daka, borgere i Assentoft øst og tre socialdemokrater, Henning Jensen Nyhuus, Torben Petersen samt undertegnede Anker Boje, der har været i god og tæt dialog med ledelsen for Daka Assentoft.
Vi har ikke været en hemmelig gruppe, men idet emnet Daka, får mange og store følelser frem i folk, har jeg valgt ikke at navngive nogen, men lagt det op til dem selv, at stå frem, hvilken de gjorde i det forrige nyhedsbrev fra Daka.
Det arbejde, har nu udmøntet sig i et nyt og bedre luftforbrændingsanlæg som installeres i foråret 2021 (Daka havde heldigvis budgetteret med dette allerede i februar i år) samt at Daka nu indleder et samarbejde med Teknologisk institut for at se på hvordan lugtgener kan forebygges og reduceres, men der er brug for tålmodighed på dette punkt, idet forsøgene kun lige er i sin spæde start. Det er forsøgt før, dog uden held, idet de ”elektroniske næser” til at spore og bestemme lugt, som er på markedet lige nu slet ikke kan anvendes, de er ikke stabile nok. Derfor prøver Daka så igen om de selv kan udvikle en sporingsenhed i samarbejde med teknologisk institut.
Derudover skal der findes løsninger der begrænser mængden af spildevand til rensningsanlægget, samt adskille regnvand og procesvand således at regnvandet kan genbruges i fabrikkens biofilter, og derved igen reducere vandbelastningen i rensningsanlægget.
Alt i alt gode løsninger for miljøet, omgivelserne omkring fjorden og lugtgenerne for Albæk, Assentoft, Dronningborg og Romalt.
Vi er kommet et godt skridt fremad, men arbejder selvfølgelig videre.
Kommentarer