LA Randers uenig med folketingsgruppen
Liberal Alliance i Randers tager afstand fra moderpartiet beslutning om at stemme for et forbud mod burka og niqab. Det oplyser kandidaterne til byrådsvalget, Peter Brown og Enar Medzic til Randers Netavis.
– Vi vil gerne fortælle borgerne i Randers, at vi er uenige med forbuddet, fastslår Enar Medzic.
– Hos Liberal Alliance går vi ind for friheden til at klæde dig som du vil, og derfor skal vores live ikke reguleres i detaljer med forbund og regler. Vi er bedst til at bestemme over vores eget liv, så det skal vi have friheden til, siger Enar Medzic.
Peter Brown oplyser, at der var store dele af Liberal Alliances bagland, som tog afstand da partiets folketingsgruppe oplyste, at den ville stemme for et forbud.
– Min personlige holdning er, at det er ekstremt at indføre et forbud, når vi ved, at der i hele landet er 10 mennesker, som går med burka og 125 bærer niqab, understreger han.
Han er af den opfattelse, at borgerne forbinder de to beklædningsstande med ekstremisme og terrorisme.
– Vi skal naturligvis bekæmpe terrorisme, men det tror jeg ikke at et forbud kan forhindre, oplyser Peter Brown som samtidig mener, at Liberal Alliance har skudt sig selv i foden, når folketingsgruppen stemmer for.
– De fleste mennesker forbinder Liberal Alliance med frihed, og bl.a. derfor mener vi, det er forkert at lave et forbud, erklærer han.
– Forbyder vi først bestemte former for beklædning er vi ikke bedre end totalitære regimer i Mellemøsten, mener Enar Medzic
– Det samme gælder forslaget fra Dansk Folkeparti om, at forbyde halalkød i de kommunale køkkener. Det må simpelthen være op til det enkelte individ og den enkelte institution, siger Peter Brown.
Bør borgene ikke have mulighed for at vælge halalkød fra eller til?
– Når jeg spiser kød, så tænker jeg ikke så meget over om det er halalslagtet. For mig er det smagen der tæller. Men jeg lægger selvfølgelig vægt på, at kvæget har været behandlet fornuftigt og dyreetisk korrekt, betoner han, men synes ikke det ville være nogen katastrofe, om hans datter får serveret halalmad i børnehaven
Han pointerer, at forbud med bestemte beklædningsdele og halalkød efter hans opfattelse er symbolpolitik.
De lokale LA’ere tog problematikken op med udenrigsminister Anders Samuelsen, da han besøgte Randers. Udenrigsministeren gjorde gældende, at der altid skal findes kompromisser, når de er i regering.
De to lokale kandidater mener dog ikke, at folketingsgruppens melding vil få konsekvenser for partiet i Randers Kommune, og de vil over alt fortælle, at de er modstandere af et forbud. Til gengæld mener de, at det kan have konsekvenser til det næste folketingsvalg.
Kommentarer