Kurt kommer forbi Torup Kirke
Onsdag den 13. marts kl. 19.30 har Torup Kirkes menighedsråd inviteret Kurt Leth til at komme forbi og fortælle om sit mangeårige virke som journalist.
– Vi er mange der med interesse har fulgt Kurts indslag på TV 2 Østjylland, og nydt aftenkaffen mens Kurt besøgte almindelige mennesker med en ualmindelig historie. Gennem 22 år kørte programmet Kurt kommer forbi på TV 2 Østjylland, så Kurt har mødt rigtigt mange spændende og særprægede menneske, lyder det fra arrangørerne.
Om Kurts foredrag fortælles:
”Foredraget er først og fremmest fængende beretninger – anekdoter – om nogle af de mest spændende og fantastiske mennesker, som Kurt har mødt i sine mange år som journalist. Det være sig som skrivende, radio og tv-journalist. I sit foredrag giver Kurt også et indblik i, hvordan man laver tv. Hvordan optager han og kameramanden? Hvordan finder han emnerne? Der er også livlige historier om Kurts tid som “skriverkarl” på Jyllands Posten. Om tiden som radiojournalist i det midt og vestjyske og jobbet som pressemand i Udenrigsministeriet under Uffe Ellemann. Der bliver lagt op til at publikum er med i løjerne. Spørge lysten er altid stor, når Kurt gir’ den gas og træder op.”
Torup menighedsråd glæder sig til at dele Kurts foredrag med en masse interesserede mennesker.
Alle er velkomne.
Kirke ligger i den sydlige del af Randers Kommune på Hollerupvej 12, Torup, 8860 Ulstrup
Kommentarer