Randers By

Kritik fra ombudsmanden til Randers Kommune

Foto: Randers Kommune

Det var i strid med reglerne, da et flertal i Randers Byråd sidste sommer besluttede ikke at genoptage 110 sager om gensidig forsørgerpligt. Det fastslår folketingets ombudsmand i en skriftelig kritik til kommunen.

I 110 sager om gensidig forsørgelse har Randers Kommune begået fejl, og behandlingen af sagerne bliver nu kritiseret af Ombudsmanden. Randers Kommune beklager forløbet, tager kritikken til efterretning og har genbehandlet de berørte sager.

Sagen drejer sig om, at afgørelser i 110 sager om gensidig forsørgerpligt ikke blev formidlet korrekt til alle berørte parter i sagen, men kun til den person, som stod til at få reduceret sit offentlige forsørgelsesgrundlag.

Trods fejlen besluttede et flertal i byrådet sidste sommer, at ikke at genbehandle sagerne med mindre de berørte borgere selv henvendte sig til kommunen.

Klage til ombudsmanden bar frugt

Kasper Fuhr Christensen fra Velfærdslisten klagede over dette til Folketingets Ombudsmand, der i begyndelsen af 2016 fastslog, at Randers Kommune ikke havde handlet korrekt.

På baggrund af dette besluttede byrådet på mødet 18. januar i år, at kommunen af egen drift skulle genoptage de 110 sager, hvor afgørelsen om gensidig forsørgelsespligt ikke var blevet meddelt til begge parter.

Sagen i Randers Kommune danner præcedens

Alligevel besluttede ombudsmanden at granske sagen yderligere, da den har væsentlig principiel karakter. I udtalelsen fra skriver ombudsmanden blandt andet:

“Det er således væsentligt at være opmærksom på, at kommunens afgørelser om gensidig forsørgelsespligt indebar en vigtig ændring af retsstillingen ikke kun for ydelsesmodtageren, men også for samleveren – bl.a. ved, at kommunen efter omstændighederne hos samleveren ville kunne opkræve de beløb, der var udbetalt til ydelsesmodtageren. Det følger efter min opfattelse af almindelige forvaltningsretlige principper, at en sådan afgørelse – ligesom andre bebyrdende afgørelser – ikke kan håndhæves, før den er formelt og individuelt meddelt til den part, som den vedrører. På denne måde må sagen ses i lyset af et mere overordnet princip om, at en myndighed ikke kan håndhæve en bebyrdende afgørelse over for enkeltpersoner uden formelt at have meddelt de pågældende denne afgørelse”.

I sin kritik lægger Ombudsmanden vægt på, at Randers Kommunes genoptagelse af sagerne burde være sket tidligere:

“Efter min gennemgang af sagen mener jeg, at det er kritisabelt, at kommunen ikke traf beslutning om at genoptage alle de sager, hvor afgørelsen om gensidig forsørgelsespligt ikke var meddelt begge parter, umiddelbart efter, at kommunen havde identificeret ca. 110 sager med denne fejl. Dette skete efter modtagelse af Ankestyrelsens afgørelse af 17. februar 2015 i en konkret sag, hvor kommunens afgørelse blev underkendt og erklæret ugyldig på grund af manglende meddelelse af afgørelsen om samliv og gensidig forsørgelsespligt til begge parter.”

Randers Kommune beklager fejlen

I en pressemeddelelse anerkender Randers Kommune at have begået fejl:

– Vi har modtaget Ombudsmandens udtalelse, og det fremgår, at vi skulle have genoptaget sagerne om gensidig forsørgelse tidligere. Vi vil gerne beklage forløbet og tager kritikken til efterretning. Samtidig glæder vi os over, at Ombudsmanden har forholdt sig til håndteringen af den her type sager, hvor andre kommuner også har været i tvivl om behandlingen af sagerne. Nu vil vi nærlæse udtalelsen så vi kan lære af den, udtaler Steinar Eggen Kristensen, social- og arbejdsmarkedsdirektør i Randers Kommune.

Kommentarer