Navnenyt

De Konservative i Randers får ny folketingskandidat

David Munk-Bogballe er ny folketingskandidat for De Konservative i Randers.

På et velbesøgt opstillingsmøde valgte medlemmerne af Den Konservative Vælgerforening i Randers Kommune enstemmigt at pege på den 34-årige David Munk-Bogballe som spidskandidat til Folketinget.

I forbindelse med opstillingen satte David Munk-Bogballe fokus på skellet mellem etniske danskere og indvandrere.

– Danmark befinder sig i en alvorlig kulturel krise, der truer med at gøre varig skade på det land, vi kender og holder af. I uddannelsessystemet, i boligområder og i foreningslivet ser vi, hvordan etniske danskere og indvandrere fra særligt muslimske lande såvel som deres efterkommere færdes i nærmest total isolation fra hinanden, siger han og tilføjer.

– Det er afgørende at få nedbrudt de allerede meget stærke skel, der er opstået, og indtil det arbejde er gennemført, er det nødvendigt, at der lukkes for nye tilflyttere og flygtninge fra de områder. Hvis vi har lært noget af de seneste årtiers indvandring, så må det være, at markant forskellige kulturer ikke lader sig integrere i hinanden.

Født og opvokset i Aarhus

David Munk-Bogballe er født og opvokset i Århus og har i mange år været en del af den konservative bevægelse. Han har gjort sig bemærket i den offentlige debat med flere kronikker i Jyllands-Posten, Berlingske, Information og Weekendavisen, såvel som med indlæg i det konservative årsskrift Critique, hvor han særligt har beskæftiget sig med indvandring, individualisering og uddannelse og udtrykt sin kritik af det høje skattetryk, EU og den store offentlige sektor.

– Overordnet handler konservatismen om at sikre en orden, der beskytter den private ejendomsret, borgernes retssikkerhed, giver frihed og plads til det private initiativ og styrker familien, kernekulturen og sammenhængskraften. Derfor er det vigtigt, at skattetrykket sænkes, at strafferammerne for vold og grov kriminalitet hæves markant, at det gøres sværere at blive skilt, og at elever i grundskolen får en stærk forankring i dansk kultur, sprog og tradition.

Master i filosofi fra London School of Economics

Efter sin studentereksamen forlod David Århus for at studere. I Paris, London og Rom tog han en bachelor i International Business, der senere er blevet suppleret med en Master i filosofi fra London School of Economics. I dag driver David en mindre virksomhed, der fremstiller eksklusive lædervarer, og arbejder på en doktorafhandling om konservatisme. Privat er han gift og har en søn. Om valget af ny folketingskandidat for Randers, udtaler vælgerforeningsformand, Bo Vestergaard Hansen:

Med David får vi en kandidat med stor viden om konservatisme og samfundsforhold og som i udpræget grad er holdningsdrevet. Han står ved sine meninger og har hjertet på rette sted, og vi glæder os til sammen med ham at kæmpe for et bedre Danmark.

Kommentarer