Koncerterne fortsætter i Gimming Forsamlingshus – Nikolaj fra Piloterne lægger ud i år
Nikolaj Christensen fra Nikolaj og Piloterne gæster Gimming Forsamlingshus fredag den 27. februar sammen med ’Pilotmakkeren’ Dennis Flacheberg. Pressefoto.
Efter sidste års succesfulde opstart med fire udsolgte koncerter i forsamlingshuset er, initiativtagerne klar med et nyt program for 2026. Og med Nikolaj fra Piloterne på plakaten, bliver der lagt fra land for fuld udblæsning.
Af Gitte Hagsholm, redaktion@randers-netavis.dk
GIMMING – Der er lagt op til en aften med rock, nostalgi og nærvær, når Nikolaj fra Piloterne den 27. februar gæster Gimming Forsamlingshus.
Denne aften optræder Nikolaj Christensen i et intimt og akustisk set-up med guitarist Dennis Flacheberg, og man kan glæde sig til hits som ’Du er min’, ’Engel’og ’Ridder af kærligheden’ i nedbarberede versioner. Publikum får her chancen for at opleve én af forårets få koncerter i Østjylland med den populære musiker, som i år kan fejre 35 års jubilæum med Piloterne.
For første gang siden koncertinitiativet i Gimming blev søsat, er der stadig ledige billetter til en koncert i forsamlingshuset. Ifølge arrangørerne er det en mulighed, man ikke bør lade gå fra sig.
Fra kirke til forsamlingshus
Bag koncerterne står Grete Fristrup og Jette Jakobsen, som sidste år besluttede at prøve kræfter med at arrangere koncerter i det nyrenoverede Gimming Forsamlingshus. De havde forinden siddet otte år i menighedsrådet, hvor de stod bag mange udsolgte koncerter i Gimming Kirke.
Erfaringerne herfra og et solidt netværk af kontakter til bureauer, lydfolk og kunstnere gav dem mod på at udvide rammerne og tage forsamlingshuset i brug som koncertsted.

- Gimmings to engagerede koncertarrangører, Jette Jakobsen og Grete Fristrup, glæder sig til at tage hul på en ny sæson af musikarrangementer i landsbyen. Arkivfoto: Gitte Hagsholm.
Udsolgt første år
Den første koncert i forsamlingshuset blev afholdt i marts 2025 med Den Unikke Trio. Senere fulgte en koncert i oktober med den færøske countrysanger Hallur Joensen og en julekoncert i december med sangeren Jesper Lundgaard. Julekoncerten kom i stand efter en personlig henvendelse fra Jesper Lundgaard, som havde læst om det nye koncertinitiativ i Jyllandsposten.
Derudover blev der også afholdt en koncert i Gimming Kirke i forbindelse med Elro Dage med Anders og Bent Bro. Alle fire koncerter blev udsolgt.
– Vi er både glade og lidt stolte over den opbakning, vi har mødt. Det viser, at der er plads til live-musik i Gimming, og at folk gerne vil mødes om gode oplevelser tæt på, hvor de bor, fortæller medarrangør Jette Jakobsen.
Musik og fællesskab
Koncerterne i Gimming Forsamlingshus er ikke kun musikalske oplevelser, men også sociale samlingspunkter, fortæller Jette Jakobsen.
– I pausen er der salg af drikkevarer, og der er god tid til en snak med naboen eller andre kendte ansigter blandt publikum, siger hun.
Der er allerede en fast kreds af koncertgængere, men arrangørerne oplever også, at nye ansigter finder vej hver gang. Det skyldes blandt andet, at der bevidst arbejdes med forskellige musikgenrer for at ramme et bredt
publikum, lyder meldingen.
Mere musik i 2026
Ud over Nikolaj fra Piloterne den 27. februar kan publikum glæde sig til flere musikalske oplevelser i den lille landsby. Den 22. april får forsamlingshuset besøg af
Western Girls, tidligere kendt som Country Sisters, og den 22. november kommer Jette Torp og Jan Kaspersen og giver koncert.
Endelig er der planlagt en koncert i kirken med Tamra Rosanes. Det sker den 19. september i forbindelse med Elro Dage.
Billetter til koncerterne bestilles hos Jette Jakobsen på telefon 60 18 03 70 – enten ved en opringning eller på sms.
Læs mere om koncerterne på facebook-gruppen Musik i Gimming Forsamlingshus.















Kommentarer