Lem

Koncert med Nordisk Vokalensemble i Lem

Nordisk Vokalensemble er et nyt ligestemmigt kor med base i Randers og med særligt fokus på det nordiske klangideal og nordiske værker. Mange af korets medlemmer har sunget sammen i mange år i det tidligere Sct. Peders Ungdomskor, og har nu fundet sammen i en ny konstellation, hvor flere korister er kommet med. Koret ledes af Vibeke Bonde Persson, uddannet klassisk pianist og til dagligt ansat som organist i Skt. Andreas Kirke.

Ved koncerten i Lem Kirke vil man kunne nyde danske værker som I Danmark er jeg født og Jeg plukker fløjlsgræs, men også svenske og norske komponister pryder programmet, f.eks. Ola Gjeilo med hans smukke Ave Generosa, ligesom det markeres, at Leif Kayser kunne være blevet 100 år med bl.a. hans Den gode hyrde. Desuden vil koret uropføre et spritnyt korværk af Rasmus Mulvad Beyer, et værk som er specielt komponeret til koret.

Publikum vil også få lejlighed til at få rørt stemmerne sammen med koret, når der synges en lille håndfuld fællessange.
Ved koncerten optræder koret i nye flotte kjoler, som er indkøbt med støtte fra Dansk Musikerforbund, så der vil både være noget for øjnene og ørerne.

Lem Kirke søndag d. 25. august kl. 19.00

Efter koncerten bydes der på et lille glas bobler. Fri entré.

Kommentarer