Kommunens sidste røde postkasse sat på auktion – nu kan du byde
Kommunens sidste røde postkasse har hængt på Bygaden 25 i Uggelhuse. Nu kommer den til at hænge hos højestbydende ved auktionen på Lauritz.com. Fotografik: Randers Kommune.
Randers Kommune sætter nu sin sidste røde postkasse på auktion til fordel for Danmarks Indsamling 2026.
Den sidste røde postkasse i Randers Kommune plejede at hænge på Bygaden 25 i Uggelhuse. Nu er den taget ned og sat på auktion i den gode sags tjeneste. Borgmester Rosa Lykke Yde har nemlig sammen med Postnord sat postkassen på auktion, og når hammeren lyder, skal alle pengene gå til dette års Danmarks Indsamling. I år går indsamlingen til børn i glemte kriser.
– Jeg synes, der er noget smukt i, at en helt almindelig postkasse nu kan være med til at gøre en konkret forskel for børn i en svær situation, siger borgmester Rosa Lykke Yde og tilføjer:
– Postkassen har været en del af hverdagen for mange i Uggelhuse, og nu får den nyt liv, samtidig med at den støtter et vigtigt formål.
Postkassens historie
Med PostNords gradvise udfasning af de røde postkasser rundt omkring i landet, er lokalsamfundets sidste postkasser blevet et lille stykke Danmarkshistorie. Den postkasse, som Randers nu sætter på auktion, er én af de sidste, der stod tilbage i kommunen.
PostNord har sammen med Borgmester Rosa Lykke Yde doneret postkassen til Danmarks Indsamling, og Lauritz.com donerer alle salærer og gebyrer, så hele hammerslaget går ubeskåret til indsamlingen.
Randers gik forrest i 2023
Randers Kommune havde stor succes, da kommunen deltog i Danmarks Indsamling i 2023, hvor Randers blev den kommune, der samlede mest ind.
– Jeg håber, at alle i Randers Kommune vil bakke op om indsamlingen igen i år – enten ved at byde eller dele budskabet. Og vinder man hammerslag på postkassen, så er den et evigt minde om, at man er med til at gøre en forskel for de mest udsatte børn i verden, siger borgmesteren.
Auktionen er åben
Auktionen åbnede den 16. januar kl. 09.00, og alle kan byde via det direkte link: Den sidste postkasse fra Randers | Lauritz.com
Postkassen er vurderet til 4.000 kroner og buddene starter ved 2.000 kroner.
Auktionen lukker den 31. januar 2026 klokken 19.54, og postkassen sendes direkte til vinderen af PostNord.















Kommentarer