Kommunens medarbejdere har færre sygedage
En øget indsats for at nedbringe sygefraværet blandt medarbejdere i Randers Kommune begynder nu at bære frugt. Især på ældreområdet er sygefraværet faldet.
Alle arbejdspladser i Randers Kommune har siden årsskiftet haft øget fokus på at nedbringe sygefraværet gennem projektet ”Mere tid og Trivsel”, og indsatsen begynder nu tilsyneladende at give resultater. Det fremgår af en redegørelse, som blev behandlet på byrådsmødet mandag den 3. oktober 2016.
Fravær nærmer sig landsgennemsnittet
I perioden fra juli 2015 til juni 2016 er sygefraværet blandt medarbejdere i Randers Kommune faldet fra 18,2 kalenderdage til 16,1 kalenderdage, og dermed nærmer fraværet sig landsgennemsnittet.
Tallene viser, at der er sket et fald i sygefraværet inden for alle forvaltningsområder. Størst er faldet inden for Sundhed, Kultur og Omsorg med et fald på 4,9 kalenderdage og Stabene med 3,9 kalenderdage. Her er en del af forklaringen, at ældreområdet har haft øget fokus på at nedbringe sygefraværet siden maj 2015, altså et halvt år længere end den øvrige del af kommunen.
Sygefraværsindsats fortsætter
Som led i ”Mere tid og Trivsel” er der nedsat i alt 70 arbejdsgrupper på tværs af kommunen. Alle arbejdsgrupper har lavet handleplaner for at nedbringe sygefraværet, og de er i øjeblikket i fuld gang med at blive implementeret på arbejdspladserne.
Målet er, at sygefraværet i Randers Kommune er nede på 15,2 kalenderdage i december 2016, og herefter er planen at fortsætte den øgede fokus på at nedbringe sygefraværet. Der er dog endnu ikke taget endelig stilling til sygefraværsindsatsen i 2017 og frem.
Kommentarer