Kommunen styrker fokus på bevægelse for mennesker med handicap

Bevægelse giver livskvalitet. Derfor arbejder Randers Kommune målrettet på at skabe flere muligheder for leg og fysisk aktivitet. Senest var det fokus på en kursusdag for kommunens medarbejdere.
25 medarbejdere fra handicapområdet arbejdede med hvordan leg, bevægelse og sanselige aktiviteter kan blive en naturlig del af hverdagen på kommunens bo- og aktivitetssteder tirsdag den 16. september i Arena Randers.
Dagen bød på både teori og masser af praksis, hvor deltagerne blev introduceret til pædagogisk idræt, sansetræning og aktivitetstilpasning. Under ledelse af eksperter fra Parasport Danmark og VIA fik de redskaber til at skabe mere bevægelsesglæde – både for beboerne, deres kollegaer og dem selv.
– Når bevægelse bliver en naturlig del af hverdagen, skaber det livsglæde og energi, og det styrker de sociale fællesskaber. Derfor har vi lige nu fokus på, hvordan vi kan arbejde mere med bevægelseskultur i vores bo- og aktivitetssteder, så alle har let adgang til motion og bevægelse i hverdagen, siger socialchef Mads Andreasen.
Ambassadører for bevægelse
Kursisterne er udnævnt til bevægelsesambassadører og får fremover en særlig rolle i at inspirere beboere og deres kolleger til at bevæge sig og finde glæden ved fysisk aktivitet. Samtidig opbygges et netværk, hvor ambassadørerne kan dele erfaringer og idéer på tværs af tilbuddene.
Kurset er en indsats under Parasport Randers, som er en del af Bevæg dig for livet-indsatsen i Randers Kommune. Formålet med Bevæg dig for livet er at gøre det lettere og give mulighed for at flere borgere, uanset alder, evner og færdigheder, bliver fysiske aktive i hverdagen.
– Vi arbejder på at udbrede en kultur, hvor der er plads til bevægelse og leg – både hos medarbejderne og borgerne. Det giver en sjovere og sundere hverdag med mere livskvalitet, siger kommunens projektleder for Bevæg dig for livet, Jesper Jakobsen.
Kommentarer