Kommunen råber på bredt samarbejde
Debatindlæg af Henning Jensen Nyhuus, byrådskandidat Socialdemokratiet (A), Nr. 12 på liste A.
Der har været mange meninger om de røde og blå og deres samarbejde. De små mener ikke, det skal ske af frygt for, at de mister indflydelse. Sådan har det været i lang tid. Det bør ændres nu!
Næsten uanset hvor man kommer frem, er der ganske få punkter, der bliver nævnt. Samarbejde og infrastruktur (også private veje). og så de helt naturlige områder, såsom ældre, skoler og børn.
For at de sidstnævnte kan lykkes godt og til de manges tilfredshed, så er de store partier nødt til at sætte sig ned efter valget og finde ud af et bæredygtigt samarbejde, hvor de selvfølgelig ikke kan være enige om alting – der er trods alt forskel i politik.
Men der må kunne findes løsninger, hvorunder de mindre partier/lister også er med – i hvert fald dem, der vil tage ansvar. Hvis nogen stadig udelukkende vil lave ballade, så dem om det, hvis der kan skabes resultater på brede forlig, som befolkningen ønsker. Balladen vil ikke virke mere – befolkningen har sagt stop.
Jeg vil i mit parti og under Torben Hansens ledelse arbejde for resultater og brede forlig, hvor alle, der vil tage ansvar og være med, skal være hjertelig velkommen. Befolkningen har på det sidste tilkendegivet, at nu gider de ikke mere ballade, uenighed og smalle forlig.
Skat er et ømt punkt, som hende derhjemme. Men det må kunne klares. Indtil der er en ny udligningsordning på landsplan, der giver Randers flere penge i kassen, er sparerunden gennem de sidste 10 år nu på sidste vers.
Vi kan og vil ikke mere. Derfor tror jeg, at langt størsteparten af befolkningen er klar til en mindre skattestigning på op til 0,1 – 0,3 procent. Det betyder så lidt for de få – langt mere for de mange.
Det kan betyde flere resurser til skolerne, til daginstitutionerne og til de ældre. Det nytter ikke noget at gå rundt og sige, at man har 90 millioner kroner netto mere i kassen, end da man kom til for 4 år siden, når langt størstedelen er penge, der er tilbageholdt i kassen i stedet for at få indfriet underskuddet på skolerne, familieafdelingen, handicapområdet og de ældre.
Jeg brænder så meget for denne kommune, at alt dette vil jeg gerne arbejde med de næste fire år. Hvis et samarbejde kan realiseres bredt, hvad jeg håber og tror på, og som jeg vil arbejde for, vil det blive en af de bedste byrådsperioder nogensinde, som jeg helst ikke vil undvære!
Tænk over dette på valgdagen og i stemmeboksen.
Kommentarer