Erhverv

Klimatosserne fra Randers er klar til cykelkampagne i maj

De glade klimatosser fra Vandmiljø Randers ser frem til at cykle til arbejde i maj, så de kan komme i form til Fjordløbet i august. Det er Jan Hyllested i den gule jakke. Foto: Randers Cykelby.

Ansatte i Vandmiljø Randers arbejder til daglig for et bedre miljø. Derfor er det naturligt for dem at springe på cyklerne i maj måned. Her deltager klimatosserne, som deres cykelhold hedder, i den landsdækkende kampagne VI CYKLER TIL ARBEJDE. Kampagnen er desuden opvarmning til cykelløbet, Fjordløbet, hvor de ansatte i Vandmiljø Randers er inviteret til at deltage.

Kampagnen VI CYKLER TIL ARBEJDE ruller hvert år i maj måned på arbejdspladser i hele Danmark. Formålet med kampagnen er at få flere til at springe på jernhesten til jobbet: 

“Vi kan alle gøre en aktiv indsats ved at tage cyklen frem for bilen, så luften ikke bliver forurenet,” siger Jan Hyllested, der er én af klimatosserne fra Vandmiljø Randers. 

Vandmiljø Randers har deltaget i cykelkampagnen i mange år: 

“Kampagnen øger det sociale fællesskab på arbejdspladsen. Det giver smil på læben at være fælles om en aktivitet. Det smil har man brug for de morgener, hvor det regner. Desuden er kampagnen en god opvarmning til Fjordløbet, som hele personalet i Vandmiljø Randers bliver inviteret til at deltage i. Når vi springer på cyklen i maj, kan vi jo nå at blive i god form inden Fjordløbet i august, hvor vi skal cykle en tur på 30 kilometer,” siger Jan Hyllested. 

Flere er begyndt at cykle i Randers

De friske klimatosser fra Vandmiljø Randers er ikke de eneste, der er vilde med at cykle. Nye målinger viser, at der er 13 procent flere, der krydser broerne over Gudenåen i Randers by på cykel i forhold til tællingerne i 2018: 

“Kurven ser ud til at være knækket efter flere år med et faldende antal cyklister. Det er helt fantastisk. De seneste cykelregnskaber for Randers viser, at borgerne vælger cyklen, fordi de vil være sundere. Men det store fokus på klima og stigende benzinpriser vil sikkert få indflydelse på borgernes transportvaner i fremtiden. Vi ser også en øget interesse for at deltage i kampagnen VI CYKLER TIL ARBEJDE, så det ser positivt ud for den grønne transport på to hjul,” siger Birgit Berggrein, projektleder for Randers Cykelby. 

Gratis cykeltjek torsdag den 21. april fra kl. 14.30-16.30

Som led i kampagnen VI CYKLER TIL ARBEJDE står cykelforretningen Design Cykler klar til at smøre cykelkæder og pumpe cykeldæk på hjørnet af Adelgade/Vestervold i Randers. Der er desuden uddeling af cykelsaddeloverræk og halsedisser. 

Om kampagnen

Den landsdækkende kampagne “VI CYKLER TIL ARBEJDE” ruller fra den 1.- 31. maj 2022.

Det er nemt at tilmelde sig Vi CYKLER TIL ARBEJDE. Man skal blot samle et hold af 2-16 kollegaer og tilmelde sig på kampagnens website www.vcta.dk

Deltagerne kan vinde flotte landsdækkende præmier. Randers Cykelby støtter kampagnen med lokale præmier. En kulturel oplevelse på Værket, middage på en restaurant og biografture. 

Kommentarer