Debat og politik

Kjærsgaard: Skimmelsvamp i kommunale institutioner

Læserbrev af Christina Kjærsgaard, byrådsmedlem for Venstre i Randers Kommune.  

I skrivende stund er der konstateret skimmelsvamp i et klasselokale på Søndermarksskolen og der er ligeså mistanke om skimmelsvamp i fire lokaler på Kristrup skole.

 Flere lignende sager kan meget vel dukke op, da vores kommunale bygningsmasse generelt er i en meget ringe forfatning i Randers. Skoleledelserne er i tæt dialog med forvaltning og ejendomsservice ved at lokalisere kilderne til skimmelsvamp samt finde praktiske foranstaltninger, som kan få skoledagen til at fungere for de børn og voksne, der skal genhuses i andre klasselokaler.
Som næstformand i børne-  og skoleudvalget henstiller jeg til, at dette ikke skal blive (endnu) en politisk kampplads, hvor nogle byrådspolitiker vil gøre det til et skue for egen vinding skyld ved at påberåbe sig midler til netop DEN skole/ DET område, hvor man er folkelig valgt.

Michal F. Mouritsen frelser ikke Søndermarksskolen, Lars og Iben frelser ikke Langå skole, Christian Boldsen frelser ikke Havndal skole og jeg frelser hverken Rismølleskolen eller Korshøjskolen ALENE. Det gør vi derimod som et samlet samarbejdende byrådsorgan i en tæt dialog med vores forvaltning og de embedsfolk, som vi har ansat til at få løst problemerne.

Vi skal som et samlet Byråd tilse, at tingene bringes  i orden til gavn for de borgere, vi er valgt til at betjene på aller bedste vis.

Derfor, lad os alle have fuld tillid til, at vi har kompetente fagpersoner til at løse de udfordringer, der kommer i kølevandet på skimmelangreb, radon m.m og ikke lade det blive en tåbelig debat om geografiske tilhørsforhold i en kommende valgkamp.

Det vil klæde os alle!

Kommentarer