Ø. Tørslev

Kalvene glæder sig til et besøg af kommunens 1. klasser

Igen i år har Landboforeningen Kronjylland inviteret Randers kommunes 1. klasser ud på et rigtigt landbrug med køer og kalve, store traktorer og spændende vogne, der både kan løfte op og læsse af. Besøget finder sted den 9. maj.

For børnene gælder det bare om at huske få nogle gode sko og gammelt tøj på, for der bliver masser af muligheder for at se de store køer an på nærmeste hold, klappe de søde kalve, lege i halmen, sidde i de store traktorer, se køerne blive malket af robotter, male korn og selv lege landmand og køre på pedal-traktorer.

I år skal skolebørnene besøge Flemming og Lene Jensen på Moesgaard ved Øster Bjerregrav og deres 215 store sortbrogede malkekøer.

Udover parret, så er aktive landmænd fra Åbent Landbrug Udvalget parate til at hjælpe, guide og fortælle børnene om alt, hvad der foregår på sådan et helt almindeligt dansk landbrug: om hvor mælken kommer fra, om hvor bøfferne kommer fra og om alt det foder en ko og en kalv æder hver dag og også om, hvordan landmanden bruger de store traktorer, når han skal i marken og dyrke foderet.

Ja, og mon ikke børnene også får set, hvordan man maler korn og presser halm i små baller?

Det er efterhånden ved at være en gammel tradition, at Landboforeningen Kronjylland inviterer kommunens 1.klasser på besøg én dag om året og traditionen er rigtig populær. Sidste år deltog op mod 700 elever fra 30 skoler i Randers og Favrskov kommuner i besøget i en stor grisebesætning. I Landboforeningen Kronjylland har man indtryk af, at lærerne samtidig henter en masse brugbar viden, eksempler og indtryk, som kan bruges aktivt, når børnene er hjemme i klassen igen.

I år kan netop den faglige del få et godt skub på vej af Landbrug & Fødevarers aktivitetsmappe ”Hvor kommer mælken fra?”, som lærerne får med hjem til brug i klassen bagefter.

Arrangementet er gratis for skolerne. Landboforeningen Kronjylland betaler busserne, som fragter klasserne frem og tilbage.
-En udgift vi gerne tager på os, når vi mærker børnenes begejstring og hører lærernes positive reaktioner, siger formanden for Landboforeningen Kronjyllands Åbent Landbrug udvalg, Anette Jensen.

Kommentarer