Kultur

Kage, byvandring, leg og sang: Langå Bibliotek fylder 60 år

Langå Bibliotek fylder 60 år torsdag den 15. maj 2025. Foto: Randers Bibliotek

Torsdag den 15. maj kan Langå Bibliotek fejre 60-års fødselsdag. Det bliver fejret med blandt andet foredrag om Steen St. Blicher, fællessang og kagemand på programmet.

Langås borgere har været beriget med muligheden for at låne bøger i væsentlig flere år end de 60, der bliver fejret i foråret 2025. Før det kommunale bibliotek var der nemlig tale om en privat samling under navnet Langå Folkebogsamling, som i flere omgange skiftede hjem – blandt andet på grund af anden verdenskrig.

Men i det Herrens år 1965 åbnede Langå Bibliotek i et lille lokale på skolen i den selv samme bygning, som huser biblioteket i dag.

– Jeg har gået i skole i den bygning, der nu fungerer som byens Kulturhus og blandt andet huser Langå Bibliotek. Da skolen rykkede til sin nuværende placering i 1970, flyttede biblioteket ind i den gamle skoles gymnastiksal, som nu kaldes ‘Havestuen’. Først efter kommunesammenlægningen i 2007 blev biblioteket placeret der, hvor det ligger i dag, fortæller Ejnar Kalstrup, der arbejder på Langå Egnsarkiv.

Som det er kutyme med runde fødselsdage, skal dagen naturligvis fejres.

Festlighederne begynder allerede om formiddagen med musikleg med Peter Elmelund for børn og deres forældre. Biblioteksmusikanten står også for fællessang og et musikalsk foredrag om Blicher senere på dagen i samarbejde med kollegaen Inger Nygaard Kaad.

I dagens anledning inviterer Ejnar Kalstrup desuden på en byvandring, og om eftermiddagen er der kaffe og kage til alle.

Alle oplevelserne er gratis, men nogle kræver tilmelding. Se nærmere info om alle arrangementer på Randers Biblioteks hjemmeside.

 

Kommentarer