Debat og politik

Kære forældre

Af Christina Kjærsgaard, Medlem af byrådet (C), Det Konservative Folkeparti

Vi forældre har et stort ansvar for, at vores børn får en uddannelse. Vi er forbilleder for vores børn og vi skal hjælpe dem til at blive voksne og tage et ansvar.
Jeg er selv skolelærer og arbejder hver eneste dag for, at vores elever får de bedste forudsætninger for at kunne påbegynde den ungdomsuddannelse, som skal bringe dem videre. Både på gymnasiet og på en erhvervsuddannelse. Alligevel er det vigtigt, at vi i folkeskolen nytænker flere dele af vores børns skolegang.
Jeg kan godt forstå, at nogle  elever oplever skolegangen som en meget lang march, når de ikke kan finde en mening med det, som der undervises i. Jeg mener derfor, at vi skal have langt flere håndværksfag ind i grundskolen. Allerede fra 7. klasse bør vi have valgfag og praktikperioder, som kan give vores drenge og piger motivation for at vælge den uddannelse, der passer til dem og ikke som nu, hvor en akademisk uddannelse automatisk synes at være målet for ethvert barn. Vi har brug for dygtige håndværkere i fremtiden! Vi har brug for de unge mennesker, som har deres hænder skruet rigtigt på.
Det er hjerteblod for mig, at vi i det kommende skoleudvalg arbejder med at igangsætte vigtige og konkrete tiltag, som giver skoleeleverne i Randers mulighed for at lære om at blive tømrer, murer, elektriker, VVS’er, mekaniker, smed, frisør og skrædder mv. samt om de mange muligheder, der er i plejesektoren.
Ingen uddannelse er finere end andre. For der er lige meget brug for os alle.
Så kære forældre, tal med jeres teenagebørn om deres ønsker og respektér, hvis de vil noget andet end dét, I forestiller jer. I Randers skal vi skolelærere til gengæld arbejde meget mere for, at vi i grundskolen skaber et solidt fundament for vores elever, der skal have al den opbakning og hjælp, som de har brug for, hvis de vælger at gå ud af 9. klasse for at blive en dygtig håndværker.

Kommentarer