112

Kære Anker Bøje

Af Simon Ødegaard Simonsen, Moderaterne
Kandidat KV 25, Randers Kommune

Tak for dit læserbrev hvor du foreslår, at Randers skal lære af Kolding.

Du har nok ret i at vi sikkert kan lære meget af Kolding og mange andre byer, men ikke om klimatilpasning som du foreslår. Her i Randers har vi helt andre komplekse udfordringer som løses med bl.a. Klimabroen.

Du vil have os til at kigge mod Kolding som forbillede for byudvikling og klimatilpasning. Det lyder måske klogt på overfladen – men så snart man kradser lidt i det, falder dit læserbrev fuldstændigt fra hinanden.

Lad os lige starte med den vigtigste forskel: Tilstrømningen fra Gudenåen er mindst 65 gange større end den fra Kolding Å. Altså, 65! Det er ikke bare en lille forskel – det er som at sammenligne en brusende flod med en lille bæk.

På en almindelig gennemsnitlig dag tilfører Gudenåen en vandmængde der svarer til en fuld tankbil i sekundet til Randers Fjord. Når det regner stiger tilstrømningen proportionalt med regnmængden og vi har massive vandmængder, der kræver reelle løsninger ikke blot promenadeprojekter.

Derfor er det også værd at nævne, at her i Randers har vi en professionel løsning, udfærdiget af fagfolk, der rent faktisk ved, hvad de har med at gøre. Det har du tydeligvis ikke, Anker – i hvert fald ikke når det handler om vand, topografi og realiteter.

At sige at Randers skal lære af Kolding, er lidt som at anbefale, at Venedig lærer af Viborg, hvordan man håndterer vand. Det giver simpelthen ingen mening. Kolding kan da være nok så dygtige til at lave fine masterplaner og plantekasser i zink – men deres vandmængder svarer knap nok til, hvad vi har i vores grøfter efter en god regnbyge.

Randers skal ikke være en dårlig kopi af Kolding. Vi har vores egne udfordringer, vores egen karakter og – heldigvis – en professionel tilgang til løsninger, der matcher virkeligheden. Og virkeligheden her er vådere, vildere og langt mere kompleks end noget, Kolding Å nogensinde kommer i nærheden af.

Så tak, Anker, men nej tak. Næste gang du sammenligner byer, så husk at forudsætningerne faktisk betyder noget, især når det kommer til vand og regnmængder, – ellers bliver det til sædvanlig øst vildledning.

Med kammeratlig humoristisk hilsen

Kommentarer