Den jydske hest slog til igen
Lørdag den 2. marts blev der afholdt hingstekåring i Avlsforeningen Den Jydske Hest på Lykkeshøj Ridecenter i Randers. Det var den største hingstekåring igennem de seneste mere end 50 år med en rekordstor deltagelse på i alt 21 hingste – én 4- års og tyve 3-års hingste.
Der var lagt op til en festdag i flere facetter, hvor finalen i det store hingsteprojekt støttet af bevaringsudvalget løb af stabelen.
Hingsteprojektet har været igangsat som følge af en lidt for stor ensretning i afstamningen blandt de seneste års fremstillede hingste. Derfor har 12 hingste været opstaldet i Nibe hos Niels Holger Fisker i 1,5 år fra de var knap 1 år til de var 2,5 år. De 11 hingste mødte frem til kåringen sammen med 9 andre hingste fra samme årgang.
Fløjhingst med topkarakter
Fløjhingsten i år blev projekthingsten Rangstrupgårdes Omega fra Henrik Jessen i Agerskov. Hingsten blev kåret med det fornemme resultat på 10 point og guldmedalje – en fornem og fortjent anerkendelse, idet han gennem de seneste 18 års hingstekåringer kun er den fjerde hingst med maximum point.
De næste 4 placerede blev alle kåret med 9 point og sølvmedalje. Det var tre hingste fra Hanne og Jørgen Elkjær i Støvring og en fra Helle Dalsgaard, Farsø.
Alle 21 hingste opnåede kåring og kan se frem til at bedække forhåbentligt 150 hopper i løbet af sommeren. Ca. halvdelen af hingstene aflagde lydighedstest, og alle bestod med bravour. Vinderen af lydighedstesten blev Jens Høgh, Skringstrup, som kusk for hingsten Stokholts Kavi tilhørende Elly Jørgensen, Fjenneslev.
Jyden er dansk kulturarv
Den Jydske Hest er Danmarks nationale Trækhesterace og er en del af den danske kulturarv, som vi bør værne om. Ialt er der omkring 700 nulevende jydske heste, og der arbejdes ihærdigt på at bevare racen, som en renavlet race uden indkrydsning af andre racer. Derfor har man igangsat dette projekt, og der er nu ca. 90 hopper tilmeldt til projektet. De bliver fordelt på de kårede projekthingste efter genetiske beregninger, så indavlen holdes på et niveau så lavt som muligt.
Kommentarer