Juleloppemarked i Langå
På lørdag den 3. december holder Langå IgenBrug juleloppemarked, hvor der blandt andet vil blive serveret æbleskiver og julegløgg for kunderne.
Tiden flyver afsted, og på den 3. december er det igen den første lørdag i måneden. Det betyder, at Langå Igenbrug slår porten op til loppemarked.
Og denne gang vil der igen være en masse juleting, men også en masse andet godt i de andre varegrupper: møbler, køkkenting, legetøj, lamper, kontorartikler, sportsudstyr, babyudstyr, værktøj, bøger, CD-er, DVD ‘er, LP’er og meget andet.
Ansvarlig Ena Lykke Olesen lover, at julestemningen vil være i top, hvis man tænker at bruge nogle timer lørdag på at besøge loppemarkedet hos Langå Igenbrug på Kærsangervej 12.
– I anledning af juletiden vil denne gang servere æbleskiver og julegløgg til vores kunder, siger hun.
Overskuddet ved salget går ubeskåret til sociale, kulturelle og humanitære foreninger i lokalområdet. Langå Igenbrug befinder sig på Genbrugspladsen, Kærsangervej 12, Langå.
Langå IgenBrug tilgodeser flere gode formål:
- Gode brugbare effekter bliver stadig ikke smidt ud, men får en ny chance
- Lions Langå får penge ind, så de kan støtte humanitære, sociale og kulturelle formål i lokalområdet
- Alle får chancen for at gennemse de indkomne effekter og gå på skattejagt
- Man kan mødes med andre mennesker til en god handel og en hyggelig snak
Kommentarer