Josefine fra Harridslev deler World Cup Herning
Når World Cup Herning i efterårsferien slår dørene op til årets største ridesportsoplevelse i Jyske Bank Boxen, vil de sikre sig at publikum, ryttere og sponsorer konstant er opdateret med det sidste nye om eventen. Derfor er Josefine Gade fra Randers blevet ansat, som ansvarlig for de sociale medier.
World Cup Herning er et af Danmarks største ridesportsevents. Det er derfor vigtigt at de i en digital tidsalder tænker på at ramme de rigtige med deres budskaber, på de sociale medier.
Læs også: Rytter fra Harridslev er januars foto-vinder
22-årige Josefine er et kendt ansigt i Harridslev og omegn. Hun er udlært som salgsassistent i den lokale brugs, og så har hun altid haft et stort engagement i Harritslev Rideklub, hvor hun sidder i bestyrelsen og går i spidsen, når der skal arrangeres stævner og ridelejre.
Desuden sidder hun i Distrikt 12’s bestyrelse, hvor hun er ansvarlig for ponyspring.
Selv har Josefine en Dansk Varmblods hest, som hun rider både dressur og springning på.
Ansvaret for at få World Cup’en ud på de sociale medier ligger helt i tråd med Josefines fremtidsplaner; til september starter hun nemlig på uddannelsen til finansøkonom inden for event og fritid..
Om World Cup Herning
- World Cup Herning bliver sponsoreret af de tre hovedsponsorer ECCO, Blue Hors og Stutteri Ask.
- Det er Jyske Bank Boxen i Herning, der danner rammen om en ridesportsoplevelse i verdensklasse, når Reem Acra FEI World Cup kvalifikation i dressur og CSI3*-springning afvikles i det midtjyske i 2017 og 2018.
- World Cup-eventen i Herning arrangeres af Dansk Varmblod, Dansk Ride Forbund og Equitour Aalborg i samarbejde med Sport Event Denmark,Herning Kommune og MCH Messecenter Herning.
Kommentarer