Af Lene Bach Nørgaard, Moderaterne

Af Lene Bach Nørgaard, kandidat til Regionsrådet i Region Midt og Byrådet i Viborg for Moderaterne

Jeg har arbejdet i det offentlige hele mit arbejdsliv – på flyvestation Karup, i regionens hospitalsvæsen, som serviceleder, plejehjemsleder og nu i en afdeling, hvor jeg hver dag ser konsekvenserne af et system, der har mistet forbindelsen til virkeligheden.

Systemet svigter.

Når pårørende må hente medicin, hvis de overhovedet har kræfter til det. Når borgere selv skal sørge for at få transporteret en urinprøve til egen læge. Når de mest sårbare må finde løsninger selv, fordi hjælpen ikke hænger sammen. Så er det ikke medarbejdernes skyld – det er systemet, der ikke hænger sammen.

Det er ikke opgaverne, der er for mange. Det er måden, vi har indrettet vores velfærd på. Medarbejderne løber stærkere og løser opgaver, som ikke er planlagt, ikke budgetteret og ikke anerkendt. Ikke fordi de skal – men fordi deres faglighed og moral kræver det. Og det pres nedbryder dem.

Moralsk stress er ikke bare et begreb. Det er noget, jeg har set kolleger bukke under for. Når man dagligt skal vælge mellem at gøre det rigtige – eller det, der står i systemets drejebog – så slider det. Det kan føre til forråelse, men det kan også forebygges, som psykolog Dorthe Birkmose har beskrevet det. Det kræver dog én ting: at vi politikere tør ændre på arbejdskulturen.

Der kommer nu en ny sundhedsreform, og med den oprettes 17 sundhedsråd i Danmark.
Men hvis det igen bliver de samme politikere, der sætter sig på pladserne, så får vi mere af det samme. Og mere af det samme er ikke nok.

For det handler ikke kun om, hvem der sidder ved bordet – det handler også om, hvordan der samarbejdes. Jeg har oplevet en arbejdskultur præget af silotænkning, manglende dialog og et fravær af fælles ansvar. Sektorer, forvaltninger og politiske niveauer trækker hver sin retning – og det går ud over borgerne. Vi får løsninger, der ikke hænger sammen. Det skal ændres.

Jeg har set forskellen. Som regionsansat har jeg mødt borgere fra hele Jylland og set, hvor skævt tilbuddene fordeles. Jeg har som mor til et barn med diabetes oplevet forskelle på tværs af kommuner og regioner – hvor to patienter med samme sygdom ikke får samme hjælp, fordi de bor i hver sin kommune eller hører til hver sin region.

Det må og skal vi gøre op med.

Vi har som vælgere hørt valgløfter igen og igen: Nu skal vi gøre noget for ældre, for landdistrikterne, for de udsatte.
Men virkeligheden ændrer sig ikke, hvis ikke der også ændres på kulturen, beslutningsprocesserne og samarbejdet mellem partier og politikere.

Jeg stiller op, fordi jeg vil noget andet.
Jeg tror på dialog frem for fastlåste fronter. På udvikling frem for stagnation. På samarbejde frem for symbolpolitik.
Og vigtigst af alt: Jeg tror på, at løsningerne skal tage udgangspunkt i virkeligheden – og de mennesker, der lever i den.

Derfor stiller jeg op.
Jeg stiller op for at bringe virkeligheden ind i beslutningslokalerne.
Jeg vil være den stemme, der repræsenterer borgerne, de ansatte og de pårørende.
Den stemme, der kender forskellen mellem teori og praksis – fordi jeg selv har levet det.