Nyt hospitalsbyggeri på vej i Randers
Regionsrådets medlemmer sagde onsdag i sidste uge ja til at investere 832 millioner kroner i et nyt hospitalsbyggeri i Randers. I de kommende år skal byggeriet projekteres, og eksisterende bygninger skal fjernes. De første mursten pilles ned i 2026, og derefter kan spaden gå i jorden.
REGION – Regionshospitalet Randers skal have nye operationsstuer, ny opvågning og intensiv, nye fødestuer og nyt afsnit for nyfødte. Funktionerne samles i nye bygninger, som regionsrådet har besluttet at investere 832 millioner kroner i over de kommende år. Det stod klart, da politikerne i forbindelse med anden behandling af næste års budget godkendte Region Midtjyllands Investeringsplan 2024-2032.
En modernisering af de fysiske rammer til gavn for patienter og personale på Regionshospitalet Randers har længe stået højt på ønskelisten. Hospitalsledelsen glæder sig derfor over, at der nu er givet grønt lys til en delvis gennemførelse af ‘Etape 3c’ i hospitalets generalplan.
– Vi sætter meget stor pris på, at turen nu er kommet til Randers. Vi glæder os til at trykke på knappen og sætte gang i den proces, der skal bringe de nedslidte lokaler og utidssvarende funktioner, vi har i Randers, ind i nutiden, så vi kan tilbyde både borgere og personale et hospital i moderne rammer, siger lægefaglig direktør, Lone Winther Jensen.
Forbereder udbud
To eksisterende bygninger skal fjernes for at skabe et byggefelt til det nye byggeri. Det drejer sig om de bygninger, der i dag huser blandt andet Dialysen og Børn og Unge Dagklinik. Forventningen er, at de første mursten kan pilles ned i begyndelsen af 2026.
Frem mod nedrivningen vil funktionerne i de eksisterende bygninger blive omplaceret, så hospitalet fortsat kan køre almindelig drift. I de kommende måneder fortsætter projekteringen blandt andet med forberedelse af udbud, som forventes at køre fra forår til efterår 2024.
Oprindeligt indeholder ‘Etape 3c’ også etablering af et nyt sengeafsnit, som erstatter ældre firesengsstuer med énsengsstuer. Dette er ikke en del af investeringsplanen. Forligspartierne vil dog sideløbende søge midler dertil fra regeringens sundhedsfond.
Kommentarer