JA TIL AKTIVERING PÅ DEN GODE MÅDE
Af Henrik Leth, Medlem af byrådet, Socialdemokratiet
Dansk Folkepartis forslag om ’nytteaktivering’ af flygtninge med 37 ugentlige timer vil komme til at fortrænge danskere (både etniske og ikke-etniske) med de laveste lønninger, der er beskæftiget med rengøring, naturpleje og lignende.
Som socialdemokrater arbejder vi for, at alle skal i job, men nytteaktivering som DF foreslår, er ikke vejen frem.
Udover det, vil vi som socialdemokrater arbejde for, at nytteaktivering først iværksættes, efter at der er indgået en aftale med fagbevægelsen og arbejdsgiverne.
AKTIVERING SKAL BEDRE JOBMULIGHEDER
Hvis det grønne område, renholdelsen af vores byer og andre vigtige opgaver skal udføres som nytteaktivering, skal det foregå sådan, at de aktiverede løftes både fagligt og sprogligt. Kort sagt skal den pågældende, efter et forløb med nytteaktivering, komme nærmere det ordinære arbejdsmarked og det gode job.
Men, i sin yderste konsekvens, vil forslaget fra Dansk Folkeparti fortrænge ordinært overenskomstansatte ud i arbejdsløshed. For selvfølgelig skal beskæftigelsen prioritet højt, og mennesker, der er i stand til at tage et job skal ikke parkeres i lediggang.
Det er opgangstider, og også i Randers har vi mange ledige jobs, men kulturelle forskelle, sprogkundskaber og faglige kvalifikationer er oftest den største barriere for at komme i beskæftigelse og blive selvforsørgende, som netop er det, langt de fleste flygtninge ønsker sig!
Uddannelse, praktik, gerne kombineret med sprogundervisning er vejen frem – tvangsaktivering, som ’nytteaktiveringen’ er – bare med et pænere navn – fortrænger bare nuværende ansatte!
Kommentarer