Havndal

Iværksættere og ældre skaber virksomhed i Havndal

Inger Bersang viser en af sine hjemmestrikkede trøjer. Foto: Randers Kommune.

En gruppe iværksættere kunne se muligheder i det store strikketalent på Aldershvile Plejehjem i Havndal. Nu kan de ældre damer igen få mulighed for at frembringe små, varme kunstværker – og oven i købet nu også tjene lidt på det.

Kion på 16 måneder hopper rundt i fællesrummet på Aldershvile Plejecenter i Havndal iført en lækker hjemmestrikket vest. Han kigger på juletræet og klapper hunden Pippa – fuldstændig uvidende om, at han netop nu fungerer som model for den første kollektion fra virksomheden Bedstes Bedste.

Kions mor er en af iværksætterne bag det nye koncept, hvor virksomheden sørger for indkøb af økologisk garn, strikkepinde og mønstre, og damerne fra Havndal strikker af hjertets lyst.

Plejecenter_Alderhvile_strikkesamarbejde
Inger Bersang (tv) sidder med Kion på 16 måneder. Ruth Træholt (mf) er frivillig på Aldershvile i Havndal sammen med sin hund Pippa, som er et stort hit hos både de ældre og lille Kion. Kions mor, Line Hansen (th) er en af iværksætterne bag Bedstes Bedste.

– Jeg elsker at klæde mine børn i hjemmestrikket tøj, og mødrene i mit netværk har det på samme måde. Det betyder noget, at det er strikket med kærlighed, at det er unikt og ikke er masseproduceret, siger Line Hansen.

Produkterne bliver solgt på hjemmesiden www.bedstesbedste.dk, og 25 procent af overskuddet fra salget får damerne tilbage til oplevelser.

En såkaldt win-win situation

Inger Bersang har strikket i mere end 70 år og nyder stadig følelsen af garnet, der forvandler sig til småfolkstøj mellem hendes kyndige hænder. I dag er der tydelig stolthed i hendes blik, mens hun fremviser den seneste måneds værker til to af iværksætterne bag Bedstes Bedste.

– Jeg har brugt mange penge på garn i løbet af mit liv – nu får jeg det gratis, jeg får lov til at strikke små trøjer og kjoler, og jeg kan tjene lidt på det. Det er så dejligt, siger 84-årige Inger, der mødes i strikkeklubben med en gruppe andre damer hver uge.

Aldershvile_Strikkesamarbejde_Plejecenter
Else Nielsen sidder med Kion, som er iført en af hendes kreationer.

– Det er dejligt, at vores forretningsidé kan bidrage til hyggelige stunder her i lokalsamfundet i Havndal. Vi håber også, at konceptet vil sprede sig som ringe i vandet til andre plejecentre, som har strikkeglade beboere og brugere, siger iværksætter Peter Øris, der fik samarbejdet i stand ved at henvende sig til frivilligkoordinatorerne på ældreområdet i Randers Kommune.

Hvis man er interesseret i at være med i strikkesamarbejdet, kan man henvende sig til frivilligkoordinator Birgitte Saksø Juhl på telefon 23 81 55 91.

Kommentarer