Intelligent styring af ovne giver fornem pris

HOUNÖ i Randers er kendt verden over for combiovne til restauranter og intelligent styring af ovne, så stegen på en restaurant i Billund eller Buffalo er lavet efter samme opskrift. Virksomheden modtager i dag en prestigefyldt pris, German Design Awards 2019, for at give brugerne en oplevelse i særklasse.
Randers-virksomheden HOUNÖ har i 40 år været kendt verden over for at lave nogle af de bedste combiovne til restauranter, kantiner og andre professionelle køkkener og fødevareindustrien. I dag får virksomheden en ny international hædersbevisning for at være blandt de allermest innovative i branchen. Her modtager HOUNÖ den prestigefyldte designpris, German Design Awards 2019 for sin cloud-løsning: Let’s Cook. HOUNÖ får en pris for at give brugerne en interaktiv brugeroplevelse i særklasse.
– Vi er rigtig stolte af prisen, som understreger, at vi er innovative og rammer den brugeroplevelse, som vores kunder efterspørger. Det er også et billede på, at vi er lykkedes med at udvikle os fra en traditionel produktionsvirksomhed af ovne til at være en markedsleder inden for Internet of Things og cloud-teknologi i det professionelle køkken og fødevareindustrien – forklarer Morten Nielsen, adm. direktør for HOUNÖ i Randers, som har 100 medarbejdere.
Udviklet herhjemme – bruges verden over
Let’s Cook er udviklet i virksomhedens åbne innovationsmodel i samarbejde med eksterne eksperter som DIS, Design People og Prevas samt i tæt samarbejde med store, internationale restaurantkæder. Let’s Cook cloud-løsningen bliver typisk benyttet af en stor restaurantkæde, hvor hovedkontoret vil sikre, at de enkelte restauranter leverer en høj og ensartet kvalitet af mad hver eneste dag til gæsterne.
– Uanset om en steg bliver tilberedt i Billund eller Buffalo, så sørger vores Let’s Cook-løsning for, at alle har adgang til de samme opskrifter, og at stegen dermed bliver tilberedt på samme måde. Før kostede det typisk 250 til 300 dollars pr. ovn bare at lægge nye opskrifter ind. Det kan gøres af en enkelt person fra en computer eller tablet via Let’s Cook – fortæller Morten Nielsen.
Bedre fødevaresikkerhed
Derudover sikrer online-forbindelse til alle ovne, at medarbejderen lokalt og centralt fx kan se, hvor lang tid maden er stegt. Det højner fødevaresikkerheden og giver nye informationer til restaurantens egenkontrol. HOUNÖs teknologi holder også styr på, hvornår det er tid til serviceeftersyn på ovnen og udskiftning af dele, som bliver slidt med tiden. En ovn i et professionelt køkken skal bare køre, når der er travlt i køkkenet. Reparationer skal ikke ske, mens sovsen koger – det skal klares i stille perioder. Let’s Cook holder styr på, hvornår der skal skiftes hvad – akkurat som en digital servicebog til en bil.
Fremtiden: overblik over alle maskiner i køkkenet
Visionen er, at Let’s Cook breder sig fra ovnen til resten af køkkenet. Let’s Cook kan ’snakke sammen’ med andre clouds, så det professionelle køkken kan få overblik over alle maskiner i køkkenet.
– Vi lever i en tid med digitalisering af alt. Den udvikling så vi for en del år siden og har investeret massivt i innovation lige siden. Det har bragt os i verdenseliten på vores felt – siger Morten Nielsen.
Han er sikker på, at HOUNÖs førerposition bl.a. handler om mod og lyst til at arbejde tæt sammen med kunderne og et åbent innovationsmiljø: – Vi kan selvfølgelig ikke selv have alle spidskompetencer i huset. Derfor samarbejder vi med de bedste eksterne på forskellige områder, og det betyder, at vi kan høste frugterne af vores udviklingsarbejde i endnu højere grad i de kommende år –
Kommentarer