Af Simon Hviid Justesen, Kandidat KV21, Enhedslisten

Inklusion er godt. Når den er menneskeligt og fagligt velfunderet. Inklusion er skidt, når man gør, som byrådsflertallet, bestående af bl.a. store borgmesterpartier som S og V, gør det til et spørgsmål om økonomi. Det er godt at være ansvarlig i forhold til økonomi, men det er uansvarligt ikke at tænke over konsekvenserne af sine prioriteter.

Med det i mente, så er det et velkendt faktum, at man i disse tider forsøger at inkludere flere børn med komplekse diagnoser, såsom ADHD og Aspergers i den almindelige folkeskole. Det er et eksperiment, der er dømt til at fejle – stakkels børn og deres familier. Folkeskolen er slet ikke gearet til opgaven, og man glemmer også hensynet til de andre elever.

Når jeg skriver, det er eksperiment, der er dømt til at fejle: Man prøvede ligeledes inklusion i 80’erne og 90’erne. Baseret på erfaringerne fra dengang, burde man så ikke have indset, at det ikke er alle typer handicap, der fungerer i de rammer, folkeskolen kan tilbyde? Specielt ikke, når man ser på, at der indenfor Randers Kommune de seneste par år er blevet lukket skoler, omorganiseret og centraliseret, så man kan blive helt rundtosset ved tanken.

Jeg må minde om, at Danmark og dermed Randers Kommune har tilsluttet sig FN’s Handicapkonvention helt tilbage 2009, og den siger i artikel 7, stykke 2, at: “I alle foranstaltninger vedrørende børn med handicap skal barnets tarv komme i første række.” Hvordan kommer barnets tarv til udtryk, når man med alskens magt og vælde forsøger at inkludere børn i folkeskolen, som burde have været visiteret til specialskoletilbud fra start? Og hvordan kan man kræve af folkeskolelærerne, at de skal blive eksperter i komplekse diagnoser med et fingerknips?

Jeg kan kun gisne om, hvilket nederlag, det har måttet være for de af specialskolebørnene og deres familier, der har må​​ttet skifte mellem skoletilbud – de heldigste bliver genvisiteret og ender et sted, hvor de kan lide at være, resten ender sandsynligvis i statistikkerne under skolevægring.

Den kortsigtede økonomiske gevinst, som partierne bag de her inklusionstanker har for øje, har gjort dem blinde i forhold til, at mistrivsel rammer bredere og dybere end man tror, og kan give helt uoverskuelige fremtidsperspektiver for det enkelte barn og deres familier. Det burde være et samfundsmæssigt mål i sig selv, at psykologer og psykiatere har så få klienter som muligt, men er det overhovedet muligt med den kassetænkning, man har praktiseret i det offentlige gennem de sidste 10-20 år?

Alle børn har krav på gode livsvilkår, og rammer der giver mulighed for trivsel og udvikling. I Enhedslisten tror vi på, at inklusion er godt for nogle børn, men hvert enkelt barn skal vurderes individuelt og ikke inkluderes for enhver pris.