Hørning

Ild i træaffald udløste brandalarm

Arkivfoto

Bekymret borger tilkaldte brandvæsenet efter at have set store flammer fra ejendom. 

Kort før midnat blev Beredskab & Sikkerhed fra Randers sendt til Gundestrupvej 10 i Hørning ved Assentoft. En borger, som bor i nærheden havde set store flammer på adressen, og alarmerede brandvæsenet via 112.

Da brandmandskabet kom frem til stedet, kunne de konstatere, at der var gået ild i noget træaffald bag ved gården. 

– Det var ikke alvorligt, men vi tømte brandsprøjten for vand, og ejeren af gården hjalp til med at skubbe til affaldet med en rendegraver, så det var lidt nemmere at slukke, fortæller beredskabsinspektør Niels Henrik Nielsen fra Beredskab & Sikkerhed, som samtidig oplyser, at intet var blevet beskadiget ved branden. 

– Når borgerne ser flammer efter mørkets frembrud, så reagerer de, og det er helt i orden, understreger Niels Henrik Nielsen overfor Randers Netavis.

Beredskabsinspektøren formoder, at det var en skovlfuld aske fra et halmfyr, som var årsag til branden.

Kommentarer