Assentoft

Idrætsforeningernes ildsjæle hyldes ved Sportsfejring 2018

11 forskellige priser bliver på fredag uddelt til foreningslivets ildsjæle og dygtige sportsfolk ved Sportsfejring 2019. Her det en af sidste års prisvindere Peter Ravn fra Kronjylland Speedway Club, som blev hædret for sin indsats. Foto: Randers.dk

Ved den årlige sportsfest på fredag i Randers bliver 11 forskellige priser uddelt til foreningslivets ildsjæle og dygtige sportsfolk. Her kan du få et overblik over, hvem der er i spil til at tage en pris med hjem den 1. februar. Sportsfejringen bliver afholdt i Arena Randers.

Årets komet
Bliver uddelt for første gang ved Sportsfejring 2018, og prisen går til en udøver med kometagtig fremgang det seneste år. De nominerede er Line Dam Nielsen fra Randers Motor Sport, for sin flotte fremgang efter en alvorlig korsbåndsskade; Signe Schaar fra Randers HK som er slået igennem på seniorniveau allerede som 17-årig og trioen Mikkel Schmitt, Jonas Thygesen og Kristian Bressum fra Randers Golf Klub, der på imponerende vis er rykket op i den nationale top på rekordtid. Vinderen får tildelt 5.000 kr.

Dommerprisen
Bliver uddelt til en dommer, der bidrager til den gode idrætsoplevelse. Randers har en god tradition for at udvikle dygtige dommere i mange sportsgrene, hvilket også de nominerede til dommerprisen er et bevis for. Sanne Schmidt Bendixsen fra Randers Cykleklub af 1910, højt værdsat løbskommisær ved masser af cykelløb hver sæson; Jakob Pilgaard fra Randers Fodbolddommer klub – for sin gode kampledelse og forståelse for aktørerne og Jeppe Egelund Jacobsen fra Randers Real Gymnastik – der med sit engagement i Team Gym er en vigtig part i udviklingen af sporten. Med prisen, der bliver givet for 3. gang, følger 5.000 kr.

Eliterådsprisen
Er blevet uddelt siden 2011, og de nominerede er Louise Østergaard fra Randers Freja Atletik for sin flotte sæson med stafetlandsholdet i 4 x 100 m, Rasmus Bertelsen fra Randers FC for at få transformeret mange lokale unge talenter til Superliga-niveau og være træneren, som stod med ansvaret, da Randers FC overlevede i Superligaen. Endelig også Søren Ahm fra Randers Atlet Club, der i langt mere end en menneskealder har været den helt fantastiske træner bag et hav af dygtige boksere fra Randers AC. Prisen går til en person, der enten har gjort en særlig indsats for talentudviklingen eller har oplevet en ekstraordinær fremgang i sin sport. Vinderen får udover hæderen 10.000 kr., som er sponsoreret af Randers Havn og BDO Revision.

Folkeoplysningsudvalget uddeler to priser
Der var rekord mange indstillede kandidater til den eftertragtede pris som Årets leder. Ikke mindre end 17 velkvalificerede kandidater, skulle Folkeoplysningsudvalget vælge imellem. I dette stærke felt blev Birgit og Steen Haugaard Frandsen fra Helsted Fremad nomineret sammen med Charlotte Præstgaard fra Tørring Rideklub og Søren Ahm fra Randers Atlet Club. Prisen er blevet uddelt siden 2007. Med prisen gives 5.000 kr. Sammenlagt har de nominerede over 100 år som elskede og karismatiske ledere bag sig. En forening, der har gjort en særlig indsats og på den måde bidraget til en positiv udvikling, vinder Initiativprisen. Prisen har været uddelt siden 2013, og de indstillede foreninger er Randers Asferg/Fårup juniorklub, Randers BMX, Ju-Jitsu Bodukan og Kronjyllands eSports Academy. Med prisen følger 10.000 kr. Kendetegnende for alle fire er de har turdet tænke nyt, det er alle klubber som er med på beatet. Klubber som har set og ser muligheder til gavn og glæde for de unge i lokalmiljøerne.

SIKR’s fire priser
Sportfesten er også anledningen til uddelingen af fire meget traditionsrige priser fra de Samvirkende Idrætsklubber i Randers – SIKR.

Et stykke frivilligt, uegennyttigt arbejde udført i en SIKR-medlemsforening gennem mindst 10 år er kriteriet for at vinde Rejselegatet, som er blevet uddelt siden 1987. Prisen blev indstiftet af entreprenør Ib G. Hansen. Prisen går til enten Ejnar Jespersen fra Purhus Idrætsforening, Lene Skipper fra Vorup FB Gymnastik eller Claus Carlsen fra Randers Bowling Klub RBK90. En pris alle 3 for deres store betydning for deres respektive klubber, burde vinde, men der er kun en vinder, som kan tage 5.000 kr. og hæderen med hjem fra aftenen.

Klubpokalen bliver givet til en klub, der har gjort en stor indsats for sin idræt og medlemmer i løbet af året. Her er Kristrup Tennis Klub, Randers Badminton Klub og Randers BMX kandidaterne til at vinde SIKR prisen. Prisen blev indstiftet af Randers Dagblad i 1961, og vinderen vil få tildelt en pokal og 5.000 kr. Kristrup tennisklub har via forskellige tiltag øget deres medlemsantal markant – ligesom Randers BMX bl.a. har tiltrukket masser af unge BMX-kørere pga. den nye bane, som bliver bygget på Langvang. Randers Badminton Klubs fusion mellem tre af kommunens førende badmintonklubber og fuldtidsansættelse af ungdomstræner, har været baggrunden for deres nominering.

Kampen om at få Ungdomspokalen til årets unge træner står mellem Peter Møller Kaad fra Randers gymnastiske Forening, Ditte Rytter fra IF Alliancen og makkerparret Nicoline Kragh Jørgensen og Katrine Breum Jørgensen fra Vorup FB. Prisen bliver givet til en ung træner/leder for sit engagement i at tiltrække og fastholde unge udøvere. Det formår de tre i allerhøjeste grad. Ditte Rytter er både bestyrelsesmedlem og træner i både fodbold og håndbold i IF Alliancen. Peter Møller Kaad er ”Mr. Parkour i Rgf” og en af ildsjæle bag parkouranlægget i Tronholmparken, mens Nicoline og Katrine Jørgensen i Vorup FB fodbold trods deres unge alder, løfter store opgaver som ungdomstrænere. Ungdomspokalen blev indstiftet i 2009, og den er således en af de nyeste SIKR priser.

Talentprisen har været uddelt siden SIKR’s 50 års jubilæum i 1951. I spil om at vinde talentprisen er Valdemar Christian-Astrup Jensen fra Randers Bueskyttelaug, Signe Schaar fra Randers HK og Line Dam Nielsen fra Randers Motor Sport. Sidstnævnte giver herrerne baghjul, når der køres motocross på de hjemlige baner. Kriterierne for at modtage prisen er, at personen skal have markeret sig gennem sine resultater og været udtaget til landshold i sin aldersklasse. Alle tre kandidater har allerede vist de kan begå sig i konkurrence med senioratleter i deres idræt og kæmper med på internationalt niveau.

Wall of Fame og den mest prestigetunge pris til sidst Sidst på aftenen udpeges endnu et medlem til Randers Wall of Fame. Der er 20 medlemmer i den eksklusive klub – hvor man for komme i betragtning skal have repræsenteret en forening i Randers kommune, da man blev europa- eller verdensmester eller have deltaget ved OL. For et par år siden blev der også mulighed for at dommere på dette niveau kan blive optaget. Jack Rodil, anerkendt som verdens bedste håndbolddommer i 70-erne, fik således æren af at blive den første dommer i Randers Wall of Fame.

Aftenen rundes af med kåringen af Årets Sportsnavn i Randers, som forbindes med den største idrætspræstation udført af en atlet fra en af de mange randrusianske idrætsklubber. De nominerede er Randers Cimbria – DM bronzevindere i basketball, Simone Tetsche Christensen fra Randers BMX EM-sølv og nr. 5 ved VM i BMX, Anne Karlsen fra AK Frem, som vandt EM bronze i styrkeløft og Oliver Møller Jensen fra Randers Karate skole – der blev Verdensmester i Ashihara karate. Prisen er sponsoreret af Randers Amtsavis, Sparekassen Kronjylland samt Randers Talent og Elite. Vinderen løber afsted med æren og 20.000 kr.

Derudover er der en langt række individuelle idræts- og holdpræstationer, som også bliver anerkendt.

Kommentarer