Havndal

Hytte brændt ned til grunden i Havndal Rideklub

Se billedserie Intet er tilbage efter Havndal Rideklubs medlemshytte er nedbrændt. Se billedserie.

Klokken cirka 04.30 natten til tirsdag blev Beredskab og Sikkerhed alarmeret om en brand i Havndal i den nordlige ende af Randers Kommune.

– Da vi ankommer til ridebanen er der et klubhus, der er fuldstændig overtændt, oplyser Anders Jensen, der er indsatsleder ved Beredskab og Sikkerhed.

– Vi fik hurtigt branden under kontrol, og i løbet af et par timer var flammerne slukket, og vi kunne forlade stedet igen.

Ingen personer eller dyr kom til skade ved branden

Anders Jensen oplyser til Randers Netavis, at sagen er overdraget til Østjyllands Politi, der nu ønsker at se nærmere på stedet for at efterforske og forhåbentlig klarlægge årsagen til branden.

Rideklubbens medlemmer ulykkelige

I et interview med Randers Netavis udtaler rideklubbens formand Anja Thomsen:

– Heldigvis er ingen kommet til skade, og til alt held var hestene på fold, og de har det fint. Men det er en meget ulykkelig situation for klubben. Vi har ingen stalde, og vores hytte var derfor klubbens samlingspunkt med køkken, toilet og opbevaringsrum for alt vores rideudstyr. Nu er det væk det hele, sadler, hovedtøj, dækkener, alt.

Ingen forsikring

Til Randers Netavis oplyser Anja Jensen at klubben allerede har fået tilsagn om en håndsrækning fra den nærliggende rideklub i Harridslev, men der skal et større indsamlingsarbejde i gang for at erstatte det mistede.

– Vi har desværre ikke kunnet tegne forsikring på huset og er dermed heller ikke dækket ind på inventar og udstyr. En stor del af rideudstyret var oven i købet låneudstyr, som vi får svært ved at erstatte, siger hun.

På klubbens facebookside appellerer klubbens bestyrelsen til, at al form for hjælp er velkommen. Klubben vil også undersøge de praktiske og juridiske muligheder for at starte et crowd-funding projekt for at få rejst kapital. I første omgang til det fornødne rideudstyr, men også gerne til genetablering af et klubhus.

– Sommeren står for døren om en uges tid, og takket være lokale hestefolk, som har lånt klubben udstyr, kan vi fortsætte undervisningen nogenlunde normalt. Så må vi efterfølgende se, hvad vi har af muligheder, slutter Anja Thomsen.

Kommentarer