Samfund

Hyldesttale til alle de frivillige i Randers

Louise Brown, daglig leder af Frivilligværket, assisterede som "mikrofonstativ" for socialudvalgsformand Charlotte Broman Mølbæk, der holdt hyldesttale for frivilligheden ved fredag aftens gallafest i Randers. Foto: Jan Szwed.

 “Ingen kan alting selv – men sammen kan vi meget.” Sådan lød det fra formanden for socialudvalget i Randers Kommune Charlotte Broman Mølbæk i sin afsluttende sætning, og markerede således essensen i den kæmpe cado, hun gav i sin tale til de 300 gæster, der havde sikret sig billet til Årets Frivillig Galla, som blev afholdt fredag aften i BioNutria Park.

Randers Netavis bringer her socialudvalgsformandens tale:

Sikke en stor ære det er at stå her foran jer alle sammen. Jeg kan i hvert fald helt oprigtigt sige, at I mange frivillige skylder vi en stor tak. I gør et helt unikt og uvurderligt stykke arbejde, indledte Charlotte Broman.

I kommunen har vi jo rigtig mange tilbud til borgere, der har brug for hjælp. En kommunes kerneopgave er jo velfærden. At den handicappede kan få et godt sted at bo og få hjælp til at håndtere hverdagen. At fru Hansen kan få hjælp til indkøbene og rengøringen, når kræfterne ikke er så store mere. At vi har skoler, hvor vores børn bliver klædt på til voksenlivet. At vi bliver grebet, hvis vi bliver ramt i livet og på livet.

Som formand for socialudvalget er jeg selvfølgelig optaget af, at vi løser den opgave, vi skal. At vi har uddannet arbejdskraft og de rette tilbud – uanset om man bliver ramt af en svær depression, erhverver sig en hjerneskade efter uheld eller kommer til landet som flygtning.

Og hvad skal vi så bruge alle jer frivillige til? Når nu vi selv har alle de tilbud og fagligt kompetente medarbejdere. Er der så overhovedet brug for jer?

JA! Uden tvivl.

For det I kan, er noget, som vi i kommunen ikke kan tilbyde. Uanset hvor søde vores hjemmehjælpere, pædagoger og socialrådgivere er, så går de hjem igen. Og i de fleste tilfælde er det meningen, at den hjælp man får, kun er for et stykke tid. I frivillige bidrager med stærke fællesskaber – og det må næsten være det, der binder jer allesammen sammen. I kan det der med fællesskabet. Tilbyde borgere, der er på kanten af samfundet, ensomme og udfordret, et fællesskab.

Et fællesskab, hvor I er sammen om en fælles interesse. Sammen om krolf. Sammen om at få lavet lektierne til skolen. Sammen i grupper, hvor man kan tale om mors og fars skilsmisse eller om at være ung og ensom. Sammen om at komme sig ovenpå traumer i livet som vold og overgreb. Sammen om fodboldturnering med udsatte borgere. Sammen om projekter i naturen. Sammen om ture ud i naturen eller i tivoli. Sammen om musik og dans. Sammen om at byde nye danskere velkommen og hjælp til at komme godt i gang i det nye liv her. Sammen om at støtte hinanden, når ens barn har AD/HD eller autisme. Sammen om at leve med sygdomme som gigt, Parkinson og angst. Sammen om at hjælpe sårbare og udsatte borgere.

Samtidig med at I virkelig brænder for det I gør – for projektet. I kommer troligt igen og igen, selvom man engang imellem bliver lidt træt og familien derhjemme kalder. For det har mening. Det giver mening. Det kan alle de mennesker, I møder, mærke. De kan mærke jeres engagement og jeres oprigtighed. Det i sig selv har en helt unik værdi, der nok hverken kan måles eller rigtigt udtrykkes herfra. Det udtrykkes gennem de mange historier, i sammen bærer på. De historier, hvor mennesker stille og roligt og nogle gange ret så hurtigt rykker på sig. Hvor de igen kan. Eller de historier, hvor man pludselig ikke føler sig så ene og fastlåst mere. Og så er der bare de gode stunder, man har sammen. Hvor man har grint, grædt, holdt i hånden, oplevet og levet.

Det ved vi godt, at det er det, i gør og kan. Derfor er jeg glad for at vi netop har så mange spændende projekter og frivillige, der vil gøre en forskel. Det er utrolig vigtigt for et samfund, at vi alle tager et ansvar på os og bidrager med det vi kan. Om man så blot kan være en del af et par uddelinger årligt eller om man har overskuddet til at være på pinden hver dag, så er enhver hjælp uundværlig. Som socialist vil jeg selvfølgelig altid sige, at et stærkt samfund kendes på velfærdssystemet og hvordan vi behandler de mest udsatte. Men det er også utroligt vigtigt, at civilsamfundet er aktivt og tager del i lokalsamfundet. Kommunen kan ikke det hele og skal heller ikke det hele.

Så det er godt vi har jer og det er derfor er det kun på sin plads, at I i dag hyldes med stor gallafest. Stort tak til Louise Brown for invitationen til at tale for jer og tak til Frivilligværket for den meget store indsats I også gør, for de mange frivillige initiativer. Og stort tak til Randers FC som jo også tager et stort socialt ansvar og ikke mindst for at I i dag lægger lokaler til denne fejring af frivilligheden – af jer. Også et stort tak til jer alle, der har sponsoreret og bidraget for at denne fest kunne finde sted.

Jeg er utrolig glad for, at jeg kunne få lov til at låne jeres ører. Jeg ønsker jer alle en fantastisk aften sammen.

Ingen kan alting selv – men sammen kan vi meget

Kommentarer