Debat og politik

Hvordan måler man succes?

Læserindlæg af Mikkel Weidanz, Bestyrelsesmedlem i SF Randers, Sjællandsgade 3, Randers

Efter at have læst Ellen Petersens og Henning Jensen Nyhuus’ læserbreve om hvor stor en succes Water & Welness er, og hvor vigtigt det er at rose hinanden, når der er grund dertil, og hvor de i rosende vendinger ønsker Water & Welness stort tillykke – og efterfølgende bagatelliserer kritik med begrundelse i, at man nok ikke selv er bruger, vil jeg som bruger af Water & Welness gerne bidrage med min virkelighed, da jeg tror, at der er flere i samme situation.

Jeg er førtidspensionist med kroniske smerter i ryggen, og at lave varmtvandsgymnastik er en af de ting, jeg selv aktivt kan gøre, for at forbedre min tilstand. Randers Kommune faciliterer en gang om ugen muligheden for denne træning hos Water & Wellness – en træning, der førhen foregik i Handicapcenter Kronjylland i Stevnstrup.

Det er min oplevelse, at de hold der er, fungerer rigtigt godt – mest på grund af medarbejderne. En udfordring er dog, at der ugentligt kun er to hold til hele Randers Kommune for ryggen i varmtvandsbassinet, og de ligger side om side om fredagen. For mit vedkommende har jeg bedst af at bevæge mig i bassinet to til tre gange om ugen, men med de indgangspriser der er, selv for pensionister,  er det desværre ikke en mulighed hos Water & Welness.

I Handicapcenter Kronjylland var der medarbejdere, der tog imod os og kunne hjælpe med omklædning og andet, hvis behovet var der. Der var også simpelt udstyr såsom lange skohorn, så man ikke skulle bukke sig samt mulighed for hjælp med strømper, hvis det var en af de dage. Det er der ikke noget af i Water & Welness.

Temperaturen i vandet er heller ikke, som jeg oplevede den i Handicapcentret, hvilket jeg kan jeg mærke i min ryg, når jeg træner.

Når man lægger dette sammen med bekendtgørelsen fra formanden for handicaprådet – og måler på menneskelige fortællinger og ikke besøgstal, er der altså stadig pænt plads til forbedringer.

Så tillykke med besøgstallene. Jeg ser fortsat frem til endnu bedre forhold for handicappede, varmere vand, bedre omklædningsforhold, mulighed for flere hold, selvtræning og med priser, der er til at komme til for pensionister, så alle får lige muligheder for at benytte sig af Water & Welness.

Du kan også indsende et læserbrev under INDSEND NYHED i topmenu. 

Kommentarer