Hvor dyr bliver spareplanen?
Læserindlæg af Palle Bertelsen, Anemonevej 13, Randers NØ
Byrådsflertallets spareplan på familieområdet, hvor en kraftig nedskæring af plejefamiliernes løn indgår, ser ud til i sidste ende, at blive en ekstra udgift, til det i forvejen hårdt pressede område.
Mange nuværende plejefamilier er tvunget til at sige nej til de ny kontrakter – som kommunen med trusler om fjernelse af plejebørn, hvis man ikke skriver under – da det ikke er muligt at opretholde det rådighedsbeløb, som det sociale tilsyn forlanger, for at beholde sin plejetilladelse.
Kommunen skal derfor ud og finde nye plejefamilier at anbringe disse børn hos. Da mange plejefamilier i Randers kommune ikke ønsker at påtage sig nye plejeopgaver for Randers Kommune – pga. den meget ufaglige og dårlige behandling man gennem de sidste år har fået af Familieafdelingen – skal kommunen ud og finde plejefamilier (hvis de kan), som bor meget længere væk.
Dette vil, foruden ekstra udgifter til transport i forbindelse med samvær, også medføre, at skattegrundlaget fra plejefamiliernes indkomst flyttes ud af kommunen (det er vist ikke med i beregningerne – da byrådsflertallet antog at alle ville takke ja til de nye kontraktudspil).
Alternativet kan blive genåbning af de lukkede institutioner, der bidrager med en stor del til spareplanen. Her vil omkostningerne til løn til ansatte være væsentlig højere, samtidig tilkommer udgifter til drift af og vedligehold af bygninger m.m.
Oven i dette er de store menneskelige omkostninger for plejebørnene, som igen skal flyttes, igen skal rives op med rode og tilpasse sig en – for kommunen økonomisk fordelagtig – ny tilværelse, uden de har nogen som helst andel i det rod, som har præget Familieafdelingen i Randers gennem de sidste år.
Stop det glade vanvid, mens tid er. Få styr på tingene og tilbyd så plejefamilierne og børnene nogle rimelige betingelser at arbejde/leve under.
Kommentarer