Hvilken midtby drømmer du om?
Lørdag den 8. september får randrusianerne en chance for at dele ideer og visioner for midtbyen. Her er der nemlig midtbykonference i Underværket, og alle borgere er inviteret til at lægge vejen forbi.
Er du nysgerrig på, hvad der sker med midtbyen i Randers? Eller har du selv ideer til, hvad der skal være mere eller mindre af? Så har du nu en oplagt mulighed for både at blive inspireret, lidt klogere og tage del i debatten om midtbyens fremtid.
Konferencen indtager 3 sale i Underværket og byder på inspirerende oplæg, udstillinger og mulighed for at sætte sit aftryk på midtbyens fremtid.
– Rigtig mange randrusianere bruger midtbyen, og jeg er sikker på, at rigtig mange også har en holdning til den. De holdninger vil vi gerne have i spil på konferencen, så de kan bidrage til, at vi i også i fremtiden får en spændende midtby, som randrusianerne har lyst til at bruge, siger Torben Hansen, der er borgmester i Randers Kommune.
En vigtig debat
Konferencen er et led i en indsats, som byrådet har skudt i gang for at skabe en langsigtet plan for udviklingen af midtbyen.
– Lige nu sker der forandringer i mange bymidter, hvor der bliver færre butikker og i stedet flere cafeer, spisesteder klinikker og boliger. Den udvikling ser vi også i Randers. Men hvordan skal Randers forholde sig til det, og hvordan får vi en bedre midtby ud af forandringerne? Det skal blandt andet konferencen hjælpe os med at blive klogere på, siger Claus Omann Jensen, der er formand for udviklingsudvalget i Randers Kommune.
Og det er særdeles vigtige spørgsmål, mener Christian Degn, der skal binde oplæg og debat sammen på midtbykonferencen. Han er selv vokset op i Randers, er udnævnt til Randers-ambassadør og er kendt fra blandt andet tv programmet Hammerslag på DR1.
– Jeg synes, det her er en af de vigtigste debatter i Randers i år. For hvad er en by uden en bymidte og et torv, hvor folk mødes? Og hvor borgerne har lyst til at være. Jeg voksede op med sloganet “Randers – byen, der handler”. Tiden er på alle måder inde til at handle. Så jeg håber, folk tager deres bedste ideer og nysgerrighed med, så vi sammen kan forme ideer og visioner for den bymidte randrusianerne drømmer om,” siger han.
Læs mere om konferencen og arbejdet med at udvikle midtbyen her
Kommentarer