Debat og politik

Hvilke virksomheder skal Randers tiltrække?

Af Per Bilici Sørensen, Østbroen

Kandidat KV 25, Randers Kommune

Hvis vi i Randers vil styrke økonomien, skabe arbejdspladser og sikre fremtidens velfærd, er det vigtigt at være strategisk:

Vi skal ikke tiltrække alle virksomheder – men dem, der passer til vores styrker og fremtidens behov.

Lokallisten Østbroen peger på fem områder, hvor Randers har særlige muligheder.

1. Grønne og bæredygtige virksomheder. Virksomheder indenfor genbrug, vedvarende energi og plantebaserede fødevarer matcher både tidens krav og vores værdier. Her kan Randers være en grøn foregangskommune.

2. Logistik og transport. Med havn, motorvej og jernbane ligger Randers ideelt. Distributionscentre og lagerhoteller skaber mange arbejdspladser og kræver ikke lange uddannelser.

3. Fødevareforædling og nicheproduktion. Randers har stærke landbrugstraditioner. Vi bør udvikle små fødevarevirksomheder og forædling – for eksempel mikrobryggerier og specialprodukter.

4. Højteknologisk produktion. Automatiseret industri og bæredygtig produktion er fremtiden. Randers skal være attraktiv for moderne produktionsvirksomheder med brug for plads og arbejdskraft.

5. IT og teknologi. Vi skal også tiltrække virksomheder inden for digital velfærd, software og data – gerne i samarbejde med Tradium og andre lokale uddannelser.

Med erhvervsgrunde, hurtig sagsbehandling og målrettet erhvervsservice kan vi gøre Randers attraktiv for de rigtige virksomheder – til gavn for hele kommunen.

Kommentarer