Hvidsten

Hvidstengruppen blev mindet 29. juni

Se billedserie

På trods af varsler om skybrud mødte en stor skare medlemmer af hjemmeværnskompagni Hvidsten op sammen med en snes civilister ved Mindelunden i Hvidsten, hvor 8 mænd fra Hvidstengruppen ligger begravet. Heldigvis forløb hele ceremonien i tørvejr.

Tidligt om morgenen 29. juni 1944 lød otte skud i Ryvangen. De 8 mænd fra Hvidsten var bundet til pæle, og blev henrettet af tyske soldater.

Vanen tro blev dagen markeret af hjemmeværnskompagni Hvidsten under kommando af kompagnichef, kaptajn Finn Bødtker.

Der blev oprettet fanevagt, med bl.a. medlemmer af Danmarks Veteraner, lokalafdeling Kronjylland.

Kompagnichef Finn Bødtker nedlagde på vegne af Hjemmeværnet, og sagde følgende:

– De otte mænd døde i kampen for et frit Danmark og var med til at sikre, at Danmark efter krigen blev betragtet som en allieret med befrielsesstyrkerne, og ikke som et samarbejdsland med tyskerne.

Kompagnichefen reciterede også pastor Poul Christensen fra Spentrup Kirke, som foretog bisættelsen af Hvidstengruppen i den lille mindelund i Hvidsten.

– Så kunne vi blot sige jer otte mænd tak, hvis støv her er sat for vor fod. Selv om I ikke hører det, siger vi det dog: Velkommen tilbage til Hvidsten og Spentrup. Vi ville gerne have løbet jer i møde og trykket jeres hånd, alle I brave mænd, som vi kender så godt. I stilfærdige solide jyder, der blev helte, da Danmark kaldte. I kæmpede for at skaffe os friheden, I døde for at vi kunne leve.

Efter talen og kransenedlæggelsen sang forsamlingen ”Altid frejdig når du går”.

Slutningen af juni 1944 var i forvejen en ophedet tid med begyndende uro og strejkeaktivitet i København. 30. juni blev nyheden om henrettelsen af otte medlemmer af Hvidstengruppen bragt i alle landets aviser.

Henrettelserne var et forsøg på at skræmme den københavnske befolkning til at stoppe strejkerne og forholde sig roligt. Dette lykkedes ikke, og dagen efter meddelelsen var generalstrejken en realitet.

Besættelsesmagten så en klar sammenhæng mellem henrettelsen af Hvidstengruppen og eskaleringen af folkestrejken, og det førte til, at man opgav henrettelser på baggrund af dødsstraffe afsagt ved den tyske krigsret. I stedet begyndte tyskerne at foretage uformelle likvideringer af tilfangetagne modstandsfolk, for eksempel under påskud af, at de havde forsøgt at flygte.

Kransenedlæggelsen blev fulgt af den militære chef for Hjemmeværnet, generalmajor Finn Winkler, chef for Hærhjemmeværnsdistrikt Østjylland, major Finn Jensen, kommandobefalingsmand oversergent Karsten Stenholt samt adjudant for Finn Winkler, kaptajn Allan Ammersbøll.

De var inden kransenedlæggelsen blevet vist rundt i det nyoprettede museum på Hvidsten Kro af kroejer Søren Fiil Paetch, hvis oldefar var Marius Fiil.

Kort før begivenheden kom nyheden om, at der var indleveret våben til Syd –og Sønderjyllands Politi, som under besættelsen skulle være smidt kastet ned i Hvidsten fra et engelsk fly.

Kommentarer