Hver fjerde sommerhusejer har haft en vejrskade det seneste år

Corona har fået sommerhussalget til at stige voldsomt. Men med sommerhuskøbene følger ikke kun frisk luft, sand under fødderne og en sikker ferielokation. Udover de seneste ugers kraftige regnskyl, viser en ny undersøgelse lavet for Codan nemlig, at hver fjerde danske sommerhusejer har haft en vejrskade på deres sommerhus inden for det seneste år. Og det er langt flere end blandt normale boligejere. Det bekymrer skadedirektør i Codan, Henrik Bundgaard, da det i sidste ende kan få betydning for sommerhusets værdi.

Sommerferien er godt i gang for de fleste, og vi danskere har taget sommerhuset til os som aldrig før. Corona har nemlig åbnet manges øjne for ferie i Danmark, og det fik sommerhuskøbene til at stige med 57 procent i først halvår af 2020 sammenlignet med 2019, ifølge Boligsiden.dk.

Men med sommerhuskøbene fulgte ikke kun frisk luft og sand under fødderne. Hver fjerde af de danske sommerhusejere har nemlig haft en vejrskade på deres sommerhus inden for det seneste år, og her er de seneste ugers kraftige regnskyl endda ikke medregnet. Det viser en ny befolkningsundersøgelsen lavet på vegne af Codan. Og det er langt flere end blandt de normale boligejere, hvor kun 1 ud af 10 har haft en vejrskade de sidste 12 måneder.

Det er bekymrende tal, mener Henrik Bundgaard, skadedirektør i Codan.

”Hvis man ser bort fra de mange kraftige regnskyl den seneste uge, har vejret de sidste 12 måneder ikke været specielt voldsomt i form af store skybrud eller vilde storme, som dem vi har set tidligere, og som vi ved, der kommer flere af i fremtiden. Så det er meget bekymrende, at så mange danskere alligevel har oplevet vejrskader på deres sommerhuse det seneste år,” siger Henrik Bundgaard og fortsætter:

”Det store antal skader kan skyldes, at vi ikke er i nærheden af huset, når det vilde vejr melder sin ankomst. Og så kan det være svært at undgå, hvis man ikke har forebygget vejrskaderne på forhånd ved fx at fjerne løse genstande i haven, når man kører hjem fra sommerhusturen.”

Det er især værdien af vores sommerhus, der bekymrer os

Det er da også kun hver anden sommerhusejer, der ifølge Codans undersøgelse, har gjort noget for at sikre sit sommerhus imod vejrrelaterede skader. Og det er der god grund til at ændre på, mener Henrik Bundgaard:

”De danske sommerhuse ligger typisk tæt på kysten, og det skaber en naturlig risiko for endnu vildere vejr end det, vi oplever længere inde i landet. Og hvis man får tilstrækkeligt mange skader på sit hus, kan det ikke undgå at gå ud over værdien af sommerhuset, når det en dag skal sælges videre”, lyder det.

Lige netop værdien af sommerhuset er også blandt danskernes bekymringer. Mens 39 procent af danske sommerhusejere er bekymrede for vejrskader generelt, er 29 procent også nervøse for, hvad klimaforandringerne kan få af betydning for værdien af deres sommerhus.

Men vejrbekymringerne behøver heldigvis ikke at blive en vane på lige fod med lange gåture, når man kører på tur i ferielandet. Der er nemlig mange ting du kan gøre for at forebygge vejrskader i dit sommerhus.

”Først og fremmest er det en rigtig god idé at alliere sig med andre beboere i sommerhusområdet, så man kan holde øje med hinandens boliger i tilfælde af vildt vejr. Og så er det vigtigt at tjekke jævnligt, at afløbsriste, tagrender og nedløbsrør ikke er stoppede af f.eks. blade samt sikre, at de sidder ordentligt fast. Derudover skal man altid huske at gå en runde om ejendommen, inden man forlader den og sørge for at lette havestole og andre løse genstande bliver rykket indenfor, mens man er væk,” siger Henrik Bundgaard.

Læs mere om, hvordan du forebygger vandskader her.

Nøgletal fra befolkningsundersøgelsen:

  • 1 ud af 4 sommerhusejere har oplevet en vejrrelaterede skade på deres sommerhus de seneste 12 måneder
  • 39% af sommerhusejere, er bekymret for vejrrelaterede skader på deres sommerhus
  • 51% har gjort noget for at sikre deres sommerhus imod vejrrelaterede skader
  • 29% af sommerhusejere er bekymret for at deres sommerhus mister værdi pga. klimaforandringerne

Om befolkningsundersøgelsen:

Codan har gennemført en befolkningsundersøgelse om danskernes holdninger til bolig og vejrskader. Analysen er baseret på cirka 2.000 webinterviews af danske boligejere indsamlet via Epinion i perioden 20. maj – 16. juni 2021. Undersøgelsen er vægtet på køn, alder, region og boligtype, således undersøgelsen er repræsentativ for de danske boligejere.

Kommentarer