Hvem skal vinde dette års arkitekturpris?
Lige nu kan du være med til at vælge, hvilken arkitektur, der skal indstilles til Randers Kommunes Arkitekturpris 2017.
– Med prisen ønsker vi at sætte fokus på og anerkende arkitektonisk kvalitet i Randers Kommune, og vi vil meget gerne have hjælp til at finde de bedste kandidater, siger Britta Pørksen, der er leder af Plan i Randers Kommune.
Både små og store projekter
Randers Kommunes Arkitekturpris bliver uddelt hvert andet år til projekter inden for byggeri, bevaring, landskabsarkitektur, byrum og inventar. Der er muligt at nominere både store og små projekter – bare de er bygget i 2015-2016.
– Alle har mulighed for at indstille et projekt, og vi håber på rigtig mange gode forslag til byggerier eller anlæg, der fortjener at vinde prisen, siger hun.
Sådan nominerer du et projekt
For at nominere et projekt, skal man sende en mail til plan@randers.dk og i emnefeltet skrive ”Arkitekturpris”. Husk at oplyse projektets adresse, anvendelse og evt. navnet på arkitekten. Vedhæft også gerne billeder af projektet.
Det er muligt at indstille kandidater frem til mandag den 8. maj 2017. Prisoverrækkelsen finder sted i begyndelsen af oktober 2017.
Kommentarer